Siden jeg gik hjem fra arbejde med en stresssygemelding sidste år, er angst blevet en fast del af mit liv. Hvor meget og hvor tit det rammer, viser mig blandt andet, hvor godt eller skidt jeg har det. Er jeg overspændt og lidt for udstrakt, får jeg angst og må gå i bad eller pakke mig ind i mine arme og et tæppe for at mærke, hvor jeg går til, og verden begynder omkring mig. I vinter afværgede jeg et angstanfald ved at tage en for stram bluse på og lægge mig fladt på ryggen nede på gulvet. Så kunne jeg helt klart mærke mig selv i forhold til verden, og så faldt jeg til ro.

Det lyder underligt og sikkert rimelig vanvittigt, hvis man ikke kender det, men det virker, og det er det vigtige. Psykologer og andre, der behandler blandt andet stresssyge, kalder det coping, og det er alle de små ting, man gør, når man eksempelvis rammes af angst. De ting, som får en til at kunne leve alligevel. For det er netop det, man gør; lever.

I lange perioder mærker jeg intet til det, men fra i foråret, da min mor blev syg, og kæresten og jeg begyndte at vakle, dukkede angsten oftere og oftere frem som vejbump foran mig. Hver gang jeg skulle hjem til Sjælland, tilbage til Jylland, og hvor jeg ikke kunne forudse, om der var sporskifte, forsinkelse, småbitte fejl i planen, som ville kræve øjeblikkelige løsninger af mig, blev jeg ramt af det. Hjertebanken, åndenød, en krop fuld af muskler og knogler, som ryster helt uhæmmet. Hvis man ikke ved, hvad det er, går man bare i panik og tænker, man sikkert besvimer, får en blodprop eller simpelthen falder død om lige om et øjeblik. Men når man kender det, kan man lære at klare det.

Ind imellem har man slet ikke noget valg; jeg var jo nødt til at tage hen og gå på sygehuset med min mor, og når jeg først sidder i et tog, og det ikke kører længere, men alle skal gennes hen i et andet, kan jeg ikke vælge at trække mig og undgå det, så må jeg bare finde ud af det. Andre gange er man ikke specifikt nødt til at overkomme angsten, men gør det alligevel af forskellige årsager. Jeg kan jo ikke bure mig inde og hele tiden lade alting slippe lige forbi mig, bare fordi mit hoved og min krop lige danner fælles front og prøver at stoppe mig.

Angst er enormt hæmmende, men jeg er evigt fascineret af menneskets evne til at deale med det. Jeg har efterhånden lært og vænnet mig til, at når jeg skal ud at rejse, har jeg angst, indtil jeg er knap halvvejs, så kan jeg godt slappe af. I hvert fald indtil en halv times tid før ankomst, hvor angsten begynder igen. Og på den måde har 2016 været et barsk halvt år, hvor jeg virkelig mærker mig selv, skraber mig til blods på kanter og grænser, men også finder ud af, hvor vanvittigt meget jeg egentlig kan overkomme, når jeg bare erkender, at jeg har angst, og at det ikke skal styre alting. Af sted til øl med veninde. Af sted til sygebesøg med mor, af sted til fælles selskaber, kaffeslabberads, jobsamtaler og alting.

I går skulle min søster og hendes dreng hjem fra sommerferie et sted i Nordjylland, og de ville komme her forbi og spise frokost med mig i byen.

Hele formiddagen forløb i fred og ro og lørdagsstilhed. Jeg drak kaffe, læste avis, facebookede og slappede af. Ti skridt ude af døren ramte det, og der sad en elefant på mit bryst, så mine lunger var bittesmå. Halvtreds skridt senere havde jeg trukket vejret dybt og accepteret, at angsten var der. Og det var bare frokost med søster! Selvom jeg ikke vidste, hvad der skulle ske, vidste jeg jo godt, hvad der skulle ske. Og så var jeg bare i det, levede med det og lod angsten gå væk, når den kunne. For det kan den altid.