Jeg har nu en yndlingsapoteker.

Ham, der forleden solgte mig Canesten, var også bag disken, der passede med min plads i køen, da jeg skulle ind og hente flere ting til understellet. Og jeg er egentlig glad nok for, at der forhåbentligt går lidt lang tid, før jeg skal derind igen, for jeg tror, han kan huske mig, og det kan så nemt begynde at blive dumt. Det var det faktisk allerede sidst.

Endnu en gang var han klar med fine forklaringer, tegnsprogshænder og søde øjne fulde af smil, da jeg med røde kinder stod og prøvede helt ihærdigt ikke at fnise for meget til og ad ham. I virkeligheden er han slet ikke så flot, som jeg lige tænkte sidst, men han gør mig alligevel lidt fjalet.

Måske er det øjnene. Måske er det, fordi jeg slet ikke er så cool med den slags, som jeg troede. Eller måske er det, fordi han spurgte, om jeg havde prøvet produktet før, og da jeg svarede nej, kom han med en forklaring om, at han altså ville hente en lang pakke, som jeg på ingen måde skulle blive nervøs over. Og så blev jeg straks nervøs og mærkede kinderne blusse.

“Det er bare, fordi alt udstyret til lægen er med i pakken,” fastslog han og hentede min spiral i en æske så lang som min underarm. Inklusive min hånd.

Jeg har givetvis måbet lidt, for han smilede bredt, og så begyndte jeg at grine helt stormundet, mens han viftede pakken foran mig og tilføjede, at det bare var, hvis jeg nu undrede mig over, hvor i alverden dén skulle kunne være i mig, at han havde sagt det på forhånd.

Den formulering hjalp hverken på fnis eller røde kinder.

Men han pegede på siden af pakken, hvor der var en tegning af spiralen i faktisk størrelse. Hvilket passede noget mere til mine antagelser om kvindelig anatomi end den kæmpe pakke, han holdt i hånden. Han prikkede på tegningen, så mig i øjnene og forsikrede mig om, at dét bestemt gik an. Og det hjalp heller slet ikke på lattermildhed og kinder fuld af farve.

Tværtimod stod jeg og mærkede mine øjne funkle om kap med mine kinder, mens jeg betalte de 1100,- kroner, fik kæmpepakken i en pose og virkelig forsøgte af al magt ikke at være alt for kikset og vælte over en hylde på min vej ud derfra.

Gad vide, hvornår jeg skal på apo igen.