Jeg sad til en samtale med cheferne om, hvordan det går, nu hvor jeg har været på jobbet i et halvt år, og jeg hørte mig selv sige, at jeg er glad for at være her, at jeg går smilende ind ad døren hver dag, og at alt muligt andet bavl henne i mit eget liv bliver lidt glemt, når jeg er på job, fordi her er så fint at være.

Det vilde er, at det er helt og ægte sandt.

Jeg glemmer måske ikke alting, der plager mig. Jeg tænker på ting i løbet af dagen, men jeg er glad, når jeg sidder ved mit skrivebord og passer mine opgaver og småsnakker jævnligt med de andre.

I dag er jeg træt af ret meget, mit hjerte strammer, og virkeligheden kræver valg og handling og er svær for mig. Og jeg blev enig med mig selv om at sige til min veninde, at jeg kommer til kram og aftensmad, fordi jeg sådan har brug for at hænge og pylre lidt og få lov til bare at være træt af ting.

Men jeg ved også godt, at om otte timer, når jeg lukker computeren og tager mine nøgler og går, har jeg ikke samme behov. Så er jeg fyldt op af rarhed og glæde fra en dag med mennesker, som nok arbejder og giver mig opgaver, men som for så vidt også er mine venner. Folk, jeg holder af, som får mig til at grine, som gør min hverdag bedre.

Jeg havde aldrig turdet drømme om, at jeg kunne være så heldig. Så må al resten jo løse sig.