“SHOTS!”

Han stod bag den høje disk i den sammenflikkede bar og råbte ad min veninde og mig, som vi kom dinglende over græsset til NorthSide 2015.

Det var søndag eftermiddag. Jeg havde delt en halv flaske vodka med en kammerat og en Faxe Kondi på en plæne uden for indgangen. Min veninde havde delt noget gin i en hemmelig bar på pladsen med en ven. Vennen skulle videre og efterlod os småfulde i sol og blæst.

Der var ingen i baren ud over personalet. Ham, der råbte os an, og ved siden af ham en pige og en dreng, som heller ikke havde noget at lave. Folk var til koncerter, det var spredt, hvad der kom af bestillinger. Eftermiddagen var kølig, blæsende, og de fleste ville måske ikke fulde sig for meget lige op ad mandag morgen, selvom det var festival en halv dag endnu.

Sådan var vi ikke.

Da Bartenderen råbte op om shots, drejede vi skarpt i retning af stemmen og landede foran disken med store smil, halvfulde hjerner og helglade øjne. Vi sagde hej og dav og bad om store, kolde øl – og nåja, shots, når han nu havde råbt. Vi grinede med dem, lavede sjov med dem og de få andre, som dukkede op i baren, og hyggede os på den småhyggestive, fjollede måde.

En fremmed lagde sin bare fod op på disken, og det var sært, og jeg husker ikke hvorfor, men vi grinede af det, og købte meget mere øl og mange flere shots.

Vi blev fuldere og fuldere, og til sidst gik vi ikke engang et andet sted hen og drak, vi blev bare hængende over disken og snakkede med hinanden og de andre. Shotsene smagte ad helvede til, og vi begyndte at give nogle af dem til de tre bag baren, som jo ikke havde stort andet at lave.

Vi så Interpol på en af scenerne, og jeg var fuld. Fik for meget øl, blev dårlig og kastede op i et fadølsglas. Bandet spillede den bedste sang, jeg prøvede at skrive sms til en ven om det, men ingen af os fattede, hvad jeg havde tastet.

Efter koncerten købte vi flere øl, vi købte flere forfærdelige shots og delte dem med vores nye venner bag disken. Jeg delte også begejstring med Bartenderen, som havde råbt ad os så mange timer tidligere. Hans øjne havde taget mig i første blik, og jeg kravlede på det nærmeste op på disken for at kaste mig over ham.

Han drak vores shots og tog imod vores vanvid med tålmod og smil. Og de øjne, som skar helt ind til benet af min fulde vildskab og efterlod mig med læber uden ord og et hjerte med iver. Han fik mit navn, og jeg fik hans. Han fik mit nummer, og jeg håbede helt ned i tæerne, at han ville sige til, når hans vagt sluttede. Selvom han var så ung. Selvom han var så sød. Selvom han var så skidepæn. Og så fin. Og med så flotte øjne, at han da måtte vide, han bare kunne knipse eller råbe ‘Shots’ af hvem som helst og få dem med sig.

Min veninde skulle til Rangleklods, og hun stak af. Jeg selv stak til The Black Keys, og hoppede og sang og jublede og tænkte på Bartenderen.

Og selvom alt muligt. Og umuligt. Så skrev han fire minutter efter barvagten, at nu havde han tid til mig. Det var halvvejs igennem koncerten, og jeg løb ud til baren og fandt ham. Greb hans varme hænder og slæbte ham med ind i midten af folk foran scenen. Jeg hoppede, sang, jublede nu med hans hænder på mine hofter. Vendte mig og så med store øjne lige op i hans, før jeg endelig fik taget mig selv sammen og kyssede ham. Længe. Og meget. Og helt fantastisk.

Resten af koncerten sang jeg sikkert også med, og jeg hoppede også, kan jeg huske, men mest af alt stod jeg med ryggen til. Bartenderen holdt om mig, og min mund var på hans, og jeg lagde hans hænder på min røv og mine bryster, mens jeg selv mærkede den fine hud på hans mave, og smagte ham så meget, at det gav efter i mellemgulvet.

Han vækkede mig midt om natten med et klem på skulderen. Han kyssede min fulde, glade mund godnat med sin bløde tunge, forsvandt i mørket, og jeg har set ham én gang siden.

Ingen ved, hvad det kunne blive til. Og selvom der har været andre siden, kan jeg stadig mærke hans øjne i mine, når jeg blinker.