Jeg nåede lige præcis at tænke, at jeg måske ville have ham med til min fest. Min store fest om to uger, hvor jeg fejrer, at jeg har boet et sted i ti år. Måske kunne jeg sige, at det jo ikke er, fordi man blir kærester af den slags, men at det bare kunne være sjovt at have ham med, fordi han er godt selskab.

Fordi. Blå øjne. Brede skuldre. Smilet. Stemmen. Sødmen. De stærke hænder. Humoren. Kyssene, der bare er så gode, at jeg hele tiden vil have mere. Af det hele.

Satans.

Han addede mig pludselig på facebook ud af det blå. Jeg var meget forvirret, fordi jeg aldrig havde hørt fra ham dengang. Men ok. Vi kunne da godt være venner på facebook. Så skrev han hej, spurgte hvordan det gik og foreslog, at vi mødtes og drak en øl. Hvad med fredag?

Stadig helt forvirret og lidt skeptisk sagde jeg ja. Det er jo bare øl, og han er eddermame pæn at se på, så det kunne vi da godt. To dage før skrev han, at han var nødt til at arbejde, men vi kunne måske mødes i byen om lørdagen? Eller han kunne komme og spise hos mig efter weekenden?

Mere forvirret og meget skeptisk sagde jeg, at han da godt kunne komme og spise hos mig, fordi jeg skulle til fest lørdag og nok ikke kom i byen. Så det blev aftalen.

Men jeg kunne ikke være i mig selv af spænding og undren, så lørdag til festen skrev jeg til ham, om han var på vej ud. Efter festen tog jeg på bar og skrev til ham, at jeg var for fuld og nok kun holdt en time mere. Han smuttede fra sine drenge og kom ned til mig.

Og jeg var helt uforberedt. Han kom ind med sin højde og sine blå øjne og sine bløde hænder og sin kloge hjerne og sit smil, og årh det fine smil!, og jeg var helt overvundet. Efter to minutter kyssede vi. Meget. Og drak øl og snakkede og grinede og kyssede og rørte og grinede og kyssede og kyssede og kyssede. Og så tog vi hjem til mig.

Han havde planer søndag, men ville se, om han ikke kunne få tid til at komme tilbage senere, så kunne vi se film og slappe af sammen. Og ellers var der jo i morgen aften, når han skulle komme og spise. Ikke? Jeg kyssede og smilede og nikkede og kyssede og holdt om, og så var han væk.

Skepsis ramte igen, og jeg var ikke overrasket, da han skrev, han ikke fik tid til at komme og se film. Det var ok, for jeg var slemt tilredt med tømmermænd og slet ikke egnet til pænt brug. Men tak for i nat, og vi ses i morgen. Ikke?

Bortset fra, at han i dag har skrevet, at vi ikke ses. Han er blevet syg og må udskyde. Mit hjerte sank i livet, min skuffelse var større end min krop, mit svar var kort, og ønsket om god bedring var dybest set løgn.

Og nu sidder jeg her. Sur, skuffet, vred. Håber, han er ægte syg, at det ikke bare er en plade, han har stukket mig. Min gut feeling råber “Bluff, bluff, det er bluff!” og min fornuft er overvejende enig. Men. Alligevel.

Jeg ved allerede nu, at jeg siger ja, hvis han spørger igen. Skeptisk, men håbefuldt.