Dengang jeg var lille, var der altid nogen på vejen, som skulle have brasekartofler til aftensmad.

Du kalder det måske brasede kartofler, hvor du kommer fra, men på Sjælland, i min lille bondeby, hed det bare brasekartofler.

Imens vi unger rendte og tegnede streger på asfalten, spyttede, tog langskridt og legede krig, dåseskjul og løb på larmende, kildrende rulleskøjter, som man spændte på skoene, så var der altid mødre i gang inde i husene.

Vi passede bare os selv, og gik kun ind, når vi skulle tisse, eller hvis nogen slog sig og blev uvenner, hvis de dumme snød, eller man fik en bold i ansigtet.

Som konerne var i gang, bredte lugten sig rundt på vejen. Nå, Peter skal have frikadeller, vidste vi så, eller Mettes mor laver vist bøf i dag.

Og altid var der en duft af braskartofler. Og den var smart. For brasekartoflerne var det sidste, og når man kunne lugte dem ude på vejen, vidste vi, at nu var det spisetid, og så løb vi ind ad indkørslerne og råbte ‘Sås!’ til de andre, fordi dét var det smarte, som vores storesøskende gik og sagde nede i 80’erne.

Når jeg laver braskartofler i dag lugter det ikke rigtigt, fordi min eksmand lærte mig, at det smager godt med paprika i stegesmørret, så det lugter faktisk mest af paprika.

Og så tror jeg, den rigtige lugt kun kan opstå, hvis man steger i margarine, som var det, alle mødre brugte i store mængder dengang. Smørsovs til fiskefileten var margarine, kagen til søndagskaffen var med margarine, og kartofler, krebinetter og mors deller blev alt sammen stegt i margarine.

Sådan var det bare.

I dag er der vist ikke så mange, som overhovedet laver brasekartofler særlig tit. Men nogle gange kan man alligevel fange lugten omkring min boligblok. Og nogle af mine naboer må stadig bruge margarine, for ind imellem kan man lugte det i opgangen.

Det lugter helt rigtigt og fuldkommen af barndom.