En hel dag på et sygehus. En dag med udsigt til persienner i høje vinduer og bag dem en baggård med skrå tage og solpaneler og bargrenede træer mod en skarpt blå himmel. Med udsigt til panikknap og håndtag på sengen, et skab med lås til personlige ting, en vask med sæbe og håndsprit.

En fredag fra klokken var 11 til klokken var 18 sad fire kvinder bundet sammen af gener, historie, tilfælde og kærlighed på et sygehus, hvor kitler og træsko slentrede forbi, hvor maskiner bippede og patienter hæsblæste ud af munden. Hvor mine blodårer stod ud under huden på mine hænders rygge, og mine næsebor sved, fordi luften var så varm og tør og indendørs lukket. Hvor min søster nægtede at gå ud at tisse, fordi sygehustoiletter er ulækre, og hvor dørene kan åbnes med et vink foran en dims på en væg.

En syv timer lang dag på et sygehus med trapper, farvede vejvisere i vinylgulvet og professionelt venlige smil. Gudskelov fik vi lov at gå ud i luften og spise mellem det ene svar og den næste prøve. Min syge mor fik en is, og jeg fik sol, så mine hvide arme rødmede, og vi fik alle fire lov til at trække vejret, før vi skulle tilbage og gøre min mor klar til lokalbedøvelse, en skalpel i huden og en lang tang ind i lungen.

Tangen tog små bidder af knuden, der på CT-scanningen lyser som stjerner på et soveværelsesloft. På onsdag ringer lægen til min søster og fortæller, hvad tangen tog med ud, hvor slemt det er, og hvor nemt og hvornår knuden kan fjernes på endnu et sygehus.

Ingen maligne celler ellers. Indkapslet knude uden metastaser. Lægesnak. Der betyder, at lymferne er gået fri, og at en simpel operation burde være nok. “Og så bliver du helbredt,” sagde lægen. Og lød ganske sikker i sin sag.

Det bliver mange og ganske sikkert lange dage på sygehuset næste gang. Men det kan vi godt. Også selvom vi alle lugter af adrenalinsved og dampvaskeritøj efterfølgende. Vi er fire om det, og vi holder i hånden imens. Vi kan godt.