Da jeg var lille, boede min mormor og morfar i den anden ende af landet, omtrent et univers væk. To bælter skulle man krydse, det ene på en bro af skrå jernpinde, det andet på en færge, der sejlede så langsomt som solen, og der var stadig mange kilometer, når man nåede land. Nogle gange var jeg med tog, nogle gange i mors og fars grønne Volvo, og nogle gange kom jeg med hjem på bagsædet af morfars bil, når de havde været på besøg hos os.

De fleste af mine ferier holdt jeg med og hos de to mennesker, helt frem til jeg var fjorten, hvor mormor pludseligt døde, og morfar pakkede resterne, smed dem ind i campingvognen og flyttede hjem til vores by. Jeg var på ferie hos dem mindst fire uger om året, og min mormor var et bestemt gemyt, men et lidt skravlet væsen i kroppen; hun frøs altid, der var noget med ryggen, og hun havde et søm i hoften og gik ikke så godt. Så tit var jeg på tur med morfar; bare os to.

Jeg kan huske, hvordan han skruede et lille og vanvittigt ubehageligt barnesæde fast på stangen af sin cykel til mig. Så kunne han helt besværligt cykle med spredte ben, men sørge for at vise mig verden.

Det var noget, han gik op i. Det med at vise mig verden. Og i modsætning til mine søskende før mig, som aldrig havde haft den store kulturelle interesse, og heller ikke helt gad være væk fra mor og far i ugevis, var jeg fyr og flamme over alle de spændende ting, som morfar slæbte mig med til. Ind i Radiohusets smukke koncertsal, til klassisk koncert med Johann Strauss, hvor jeg troede, dirigenten faktisk var Strauss, til Ærø, ind på Amalienborg og Gråsten slotte, på museer, på rundtur på Carlsberg, i Legoland, Givskud og forbi Rømø i alenlange solskinsdage og hyggelige nætter i campingvognen, hvor jeg sov sammen med mormor, fordi det var det hyggeligste, og fordi morgenerne dér var det bedste på hele året.

Uagtet min fornuft, som siger det modsatte, er jeg et romantisk royalistisk menneske, og jeg har alle dage været klar over, at det er min morfars aftryk i mig. Han var af den gamle skole, født i hovedstaden lige på bagkanten af en krig, han var kongetro, fik våde øjne af at se Dronningen på tv og rankede sig, når Kong Christian blev spillet. Morfar var en bestemt herre, han har tit været lidt vel streng, og nogle gange var jeg faktisk også bange for ham, for når han blev vred, var han rasende. Når han skældte ud, var det med spyttet flyvende fra gebisset og lyn i øjnene. Jeg var et godt barn, så jeg fik sjældent ballade, for jeg turde aldrig rigtig lave unoder. Måske netop, fordi jeg havde set ham skælde både sin kone, sine voksne børn og fremmede mennesker på campingpladser i hele Sønderjylland ud, så enhver måtte krympe sig. Undtagen morfar. For han vidste helt ind i marven, at han havde ret, når han havde det, og så var det sådan.

Morfar var kaptajn i hæren, og morfar var bager. Da tysken var her, fragtede han beskeder rundt i Kongens København fra undergrund til undergrund. Jeg talte aldrig med ham om det, det sømmede sig ikke, syntes han. Man skulle være ordentlig, og det var bare det. Morfar var et anstændigt menneske, for det skal man være.

Med til anstændigheden og det at være et godt og ordentligt menneske hørte også dannelsen. Morfar var dannet. Kultur var vigtigt, det skaber os, horisonten må udvides, og man må søge at blive klogere. Og selvom jeg aldrig tænkte på ferierne som meget andet end sjov og eventyr, så var det jo det, der var morfars projekt. At give mig dannelse. Og fordi han og mormor havde haft så gode liv med rejser i hele verden og fine, kulturelle oplevelser, var det nemt for ham.

Så satte han opera på pladespilleren. Så fortalte han mig om bjergene på Malta og ham med æslet, som de så dernede og genså en dag på Strøget i København. Det var morfar, der fortalte, for mormor kunne aldrig rigtig gøre det, som det skulle gøres, men morfar var god til det. Hævede stemmen, sænkede den, lo og klemte min mormors hånd, tørrede øjnene, når det lige blev varmt i hjertet. Og jeg lyttede og lyttede og lyttede med store øjne og bred mund.

Han var god til at opleve ting og få dem med sig, og noget af det bedste var, når morfar fortalte om nytårskoncerten i Wien. Om blomsteropsatser i salen, liljer der duftede, roser i alle farver; om gæsterne i fint tøj og damer med flotte smykker; om musikerne med kjole og hvidt, og om mormor, der nød de bløde toner i det guldbløde lys fra kronerne.

Og det var så smart, at når jeg seks uger inde i et år fik vinterferie og stod af toget med hue og vanter, så havde de næsten lige været til de koncerter, og derfor var historier om nytårskoncerten uløseligt forbundet med Mozartkugler, som de tog med hjem fra Østrig. Altid gemte de nogle til mig, og så kunne jeg sidde og spise marcipanchokolade over suppetallerkenen, hvor jeg fik lov at levne melbollerne, imens jeg så morfars øjne gnistre af glæde over gode minder.

Jeg har aldrig været til nytårskoncert, jeg har end ikke været i Østrig overhovedet, men bare nogen nævner Mozartkugler eller Wien, smøger min mund sig op i et smil, og mine egne øjne gnistrer af glæde over gode minder.