Nogle gange er det psykologen, som stiller de helt rigtige spørgsmål, som da han spurgte, hvad der skulle til, før mit ægteskab kunne lykkes. Andre gange er det bare folk, man falder i snak med på en bar. Som en fyr, der spurgte mig, hvad jeg ville lave, hvis penge slet ikke var et issue. Og så sad jeg lidt der og stenede.

Normalt ville jeg have svaret, at jeg ville beholde mit job eller måske sige op og finde noget lignende, der bare var sjovere. Eller lave frivilligt arbejde, så jeg bare selv kan vælge imellem projekterne. Men nu, hvor jeg går herhjemme og mukker over, at hjernen står af, og jeg ikke kan samle tankerne det mindste om mit arbejde, kom jeg alligevel til at tænke lidt mere.

Psykologen var inde på noget af det samme, og han må have set, hvor skoen trykker, for han bad mig fortælle, hvad der er vigtigt for mig i mit arbejdsliv. Og lige for tiden er det et ret vildt spørgsmål, som rejser langt flere følgespørgsmål end klarhed og svar.

Vil jeg planlægge? Vil jeg administrere? Vil jeg lave store strategier? Vil jeg lave plakater? Pressemeddelelser? Annoncer? Faglige tekster? Skønlittererære tekster? Vil jeg lave tweets for virksomheden? Vil jeg Instagramme? Vil jeg undervise? Hvem vil jeg undervise? Vil jeg blive, hvor jeg er? Vil jeg noget andet? Hvordan søger man job med en brækket hjerne? Hvordan finder jeg overhovedet ud af, hvad det faktisk er, jeg vil? Hvad vil jeg?

Ingen ved det. Jeg har nok nogle anelser, men intet helt konkret endnu. Jeg har overvejet – igen – om jeg skulle blive selvstændig, fordi det passer bedst ind i skabelonen om at lave frivilligt arbejde og bare selv vælge, hvilke ting jeg vil arbejde med og på. Men juryen er stadig ude, min hjerne kortslutter hver eneste dag, når jeg tænker på det, så jeg tænker lige lidt længere.

Ham på baren fik at vide, at hvis jeg aldrig mere skulle bekymre mig om indtjening og penge i kassen, ville jeg skrive en bog.