Radioen spillede Radiohead, og det er så kendt et guitarriff, at der intet skal til, før man véd, det er den. Og så landede jeg lige ned i en gammel sommer, jeg havde glemt, og jeg kom i tanke om Kim, som jeg ikke har tænkt det mindste på i små tyve år.

Kim, som jeg sad ved siden af i nogle af matematiktimerne på gymnasiet. Kim med det hvide hår, de blå øjne, så fint lige tænder, slebne kindben og stærke kæber.

Min veninde var vild med ham, men havde ikke en chance og var helt klar over det. Hun lignede Barb fra Stranger Things, og han var en lys og nordisk Adonis. Alle kunne se, hun ville have ham, og enhver vidste, at det aldrig ville ske. Kim vidste det for eksempel også.

Jeg talte om musik, dengang som nu, og smukke Kim havde cd’er med Radiohead, som han forgudede og fortalte om tit. Jeg kendte kun Creep, og det var langt fra godt nok, så han tilbød, at jeg kunne låne hans cd’er og høre mere. Så jeg sprang på cyklen efter skole og fulgte bag hans skjorteryg hele den lange vej op ad bakken til den anden ende af byen, hvor han boede, og kom med ham hjem.

Min veninde var skuffet, hun kunne ikke være i, at jeg fik lov at komme ind i hans hjem, sige dav til hans far, og endda få adgang til hans værelse, hvor hans seng stod, hans tøj lå på en stol, hvor han havde alle sine ting og hele sit liv.

Min kæreste syntes, det var strengt, jeg tog med, når jeg vidste, hvordan min veninde havde det, men jeg havde ingen kvaler. Netop kæresten havde sin andel i, at jeg var så usikker, at den mindste opmærksomhed fra andre mennesker skulle gribes, holdes fast og sluges grådigt.

Kim var flot, han var dygtig og klog, en af de seje, og hans opmærksomhed var bedre end de flestes. Og fordi jeg boede sammen med en kæreste, var jeg nok friendzoned for Kim, som slet ikke tænkte i de baner.

Han vidste selvfølgelig heller ikke, at jeg søndag efter søndag satte chips på hylder, solgte morgenbrød og lottokuponer og længtes efter kl. 15, når Kasper kom på arbejde. Kollegaen med de brune øjne og lange arme, den smukke mund med den fineste latter.

Jeg ville have kysset med dem begge, havde jeg fået chancen, og mange år senere tænker jeg, at jeg bare skulle have gjort det og tabt det andet, som var så usundt. Og så havde jeg haft andre minder om Kim, som jeg slet ikke var vild med, men som lod mig sole mig i opmærksomhed og sjov med de blå øjne.

Både Kim og jeg løb fra gymnasiet i løbet af det næste halve år, jeg har ikke rigtig tænkt på ham siden, og jeg husker end ikke hans efternavn, så jeg kunne finde ham på facebook og se, hvor han er i dag.

Og det viste sig, at jeg slet ikke kan lide Radiohead.