Jeg er her stadig. Jeg findes og er og lever. Og det går. Faktisk. Nogle gange op og nogle gange ned, det går fremad, og det går baglæns.

Det er en svær udvikling, og jeg tror, det sværeste er, at de dårlige dage føles værre og værre, efterhånden som de gode dage bliver mange og bliver rigtig gode. Når man tumler rundt i bunden af skalaen, og dagene blot er marginalt bedre og værre end hinanden, føles det hele som en grå grød. Når man så begynder at få solskinslykke og omnipotens den ene dag, rammer det som en knytnæve lige på ryggen af næsen, at næste dag er grå grød igen.

I sidste uge var jeg til psykolog til vores næstsidste samtale, og jeg fortalte, hvordan det går med alting. Kæresten og jeg er sammen, vi er dårlige til at tale om tingene, men vi vil gerne begge to det her. Jobbet er afsluttet, jeg har afleveret min nøgle og min computer og givet de rette et kram og vinket til de øvrige. Kommunen er på nakken af mig, men det ved vi jo godt, de vil være, og jeg prøver at holde fast i mig selv.

Jeg har også været til foredrag i fagforeningen om, hvordan man håndterer at komme tilbage efter en sygemelding, og det var lærerigt og fyldte mig med energi og med troen på, at jeg nok skal blive god og frisk og hel igen. Jeg gik derfra med lette trin og smil på læben og tænkte, at jeg sagtens kunne tage til netværksmøde næste eftermiddag.

Min kammerat sagde til mig, at det var dejligt, jeg havde det så godt, men at jeg skulle huske bremsen. Så næste morgen, da jeg ikke kunne få min hjerne og planlægning viklet om indkøb, telefonsamtale og netværk, valgte jeg netværket fra og fik overstået samtalen med det samme, så jeg ikke skulle andet end købe ind og lave mad resten af dagen. Lige så snart jeg havde truffet beslutningen og lagt på efter samtalen, mærkede jeg i hele min krop en lettelse.

Det er svært at mærke forskel på iveren og lysten til at kunne og så faktisk det at kunne. Og jeg kom vist til at forveksle dem lidt i sidste uge, for i denne uge har jeg ligget på langs. Jeg havde en aftale med en veninde, som skulle komme til afslapning og overnatning, men hun var nødt til at aflyse og finde en anden gang, og selvom det var en lettelse ikke at skulle stille an med mad og opsamling på banegården og så videre, så var det en forskydning af planerne, og den kom ikke fra mig.

Overraskende nok fik det mig sendt til tælling, så jeg måtte i gang med velkendte mønstre, der hjælper mig med at mærke mig selv og føle, at det hele er ok. Eller i hvert fald nok skal blive det.

Psykologen sluttede forleden af med at lave en opremsning af alle de ting, jeg tumler med, og hun brugte mere end én hånds fingre for at illustrere det.

Hun pointerede, at jeg jo både har stress at tackle med alle dens symptomer, og så har jeg alt det andet, alle de faktorer, som jeg ikke har kontrol over, men som påvirker mit liv, og gør det svært at være mig. Og jeg skal huske at rose mig selv for min indsats, som er enormt stor og krævende. Jeg skal huske at klappe mig selv på skulderen for alt det, jeg knokler med at få til at hænge sammen.

“Det kan ikke gå hurtigt, måske tager det hele resten af i år, før du lander i dit liv, men det må det godt,” sagde hun med sin strenge stemme, der er fuld af varme og omsorg. Hun gav mig et kram og åbnede døren og sendte mig ud i den grå og koldtvåde virkelighed med et smil.

For jeg ér på vej.