Da jeg havde været hos lægen sidst, var jeg til møde med min chef på arbejdet. Det var rart, hun er meget omsorgsfuld, og hun har selv erfaring med stress, så hun forstår godt, hvad jeg står i. Måske bedre end jeg gør, for jeg prøver stadig at føle mig frem, mens hun er kommet igennem og nu ser på det fra den anden side.

Hun spurgte mig, hvad jeg får tiden til at gå med. Og fordi jeg er en rookie, som midt i det her stadig er optaget af, hvad andre tænker om mig i stedet for bare at tænke på, hvordan jeg slapper af og får det bedre, brød jeg lynhurtigt min hjerne for at finde Det Gode Og Rigtige Svar.

Jeg fortalte, at jeg går nogle ture, at jeg bruger tid på at prøve at læse, og at jeg ser lidt fjernsyn.

Sandheden er, at jeg ikke rigtig går ture (med mindre mælkehentning i netto tæller), fordi udenfor bombarderer med sanseindtryk, hvilket gør mig træt. At jeg ikke læser, fordi jeg slet ikke kan få hold på ord og sætninger og få det til at give mening, ikke kan huske handlingen efter blot en enkelt side, hvilket gør mig træt. At jeg ser enormt meget fjernsyn, men enten vælger noget, jeg har set før, eller ser film og tv-serier to eller tre gange, fordi jeg ikke kan få styr på handling og plotdrejninger, hvilket gør mig træt. Og jeg fortalte slet ikke, hvordan timer af mine dage faktisk går med bare at sidde med og glo ud i luften. Fordi det ikke gør mig træt.

Egentlig var det begyndt at gå bedre. Jeg var blevet klar til at høre rock i stedet for pop igen. Jeg var nysgerrig efter nyhederne og prøvede at følge lidt med. Jeg gad godt se andre mennesker.

Og så tog jeg på påskeferie med familien. Fire dage, hvor vi havde selskab de to af dem, de to andre dage var med blødt tøj og sofaslaphed i tryggeste ukrævende selskab.

Alligevel kan jeg næsten ikke huske hjemturen, fordi jeg var så træt, at min hjerne kun lige fungerede til at få mig på den rigtige bus, op ad den rigtige gade, ind gennem den rigtige dør. Hjemme klappede jeg sammen på sengen, tændte fjernsynet uden at se, planlagde at være længe oppe, og gik tidligt i seng.

Og i de fire dage, siden jeg kom hjem, har jeg ligget i min seng og genset fjernsyn, kigget op i loftet, set ud på solen og hørt popmusik.

Jeg er handicappet. Jeg er ikke mig. Mig, der plejer at elske familien, plejer at komme hjem fuld af energi og kærlighed, plejer at huske hvad der mangler i køleskabet og ikke komme tilbage fra netto med bare mælk og tandpasta.

I virkeligheden er det det, jeg skal fortælle min chef, når hun næste gang spørger. Hvis bare jeg tør.