“Jeg er ikke så god til drama,” sagde han, og det lød egentlig lidt undskyldende. Måske fordi det mest var hans egne vilkår, som stod i udkanten af et nyt kæresteskab og råbte på den slags. Det er længe siden. Jeg lovede, at jeg heller ikke gider det. Og gør, hvad jeg kan, for at undgå det.

Jeg har bare store følelser og meget på spil. Jeg har taget mit sprøde hjerte og alt, jeg har, og er sprunget ud fra den højeste bro uden at være helt sikker på, at han griber mig. Og spil og følelser er bedste venner i verden med drama.

Vi har haft meget af det.

Ingen af os ønsker eller opsøger drama, men det opstår. Hele tiden! Tårer, latter, ondt i hjertet, glæde i sjælen. Det hele følges, og selvom hans skala for føleri har langt mindre udsving end min impulsivt udskejende følelsestermostat, så rammer han lige så meget yderpunkterne, som jeg gør. Og så er der gråd og tænders gnidsel og kæmpe lykke hulter til bulter. Og det ér dramatisk.

Det er ikke principdramatisk. Og det handler ikke om at få opmærksomhed eller skabe sig. Det handler om at navigere i alle de følelser, vi har, som stikker i alle mulige retninger hele tiden. Vi har to hele liv, vi har hvert vores, vi har noget, vi forsøger at skabe sammen, og det hele skal på en eller anden måde hænge sammen i et puslespil, hvor vi selv må slibe brikkernes kanter runde nok.

Der er ingen, som i forvejen har skrevet den bog, der skal vise os, hvordan man gør. Og vi er begge to voksne mennesker, som har været rundt om det hele mindst én gang før og er blevet kloge af både skade og de gode oplevelser, som vi nu slæber med os ud i livet.

Min ven sagde en dag, at jeg ikke er drama queen. “Du er dramapilot!” sagde han, fordi han står og ser, hvordan det bølger rundt med vilde følelser og udsving omkring mig, mens jeg står på en sten og prøver at springe videre til den næste og den næste og den næste, mens jeg holder kæresten i hånden og gerne vil sørge for, at ingen af os falder i vandet eller bliver alt for våde.

Vejen frem er svær og glat, og det bliver umuligt at holde os begge tørskoede hele vejen. Vi sopper i dramaet, lever med det og lærer af det.

Jeg er drevet af mit hjerte, og jeg kan alligevel aldrig gøre andet end at kaste mig ud og håbe på det bedste. Og mens jeg hænger der i luften under broen, ved jeg jo, at ned kommer vi altid.