Jeg har en ven fra universitetet, som i dag har holdt en reception i forbindelse med jobskifte. Der var mange fra studiet, som jeg ellers ikke har haft noget at gøre med i fem-syv år udover sporadiske likes og kommentarer på facebook.

Det var et relativt lille studie, hvor vi ikke var ret mange, så vi kender hinanden på tværs af årgange og var meget sociale med hinanden, fordi vi hver især havde til fælles, at vi havde valgt at bruge vores tid, energi og kræfter på at læse et lillebitte og ret snævert fag. Måske netop derfor var vi også uden for enhver aldersgruppering med folk fra først i 20’erne til slutningen af 40’erne, selvom de fleste lå i midten af 20’erne. Jeg var altid en af de ældste på alle fag, jeg har læst, fordi jeg var så længe om at snøvle mig i gang med en uddannelse og var over 25, da jeg begyndte.

Vi var gode venner, og alle kendte alle, når vi sad i vores lille fredagsbar og drak Top til en 10’er eller Brutalis til det halve. Der var god stemning og masser af snak, og det var nogle dejlige år.

I dag mødtes vi så igen, fordi den ene af os er blevet lidt mere voksen end os andre. Eller i hvert fald har lidt mere at fejre professionelt end resten af os. Og det var dejligt at se folk igen. Det var det. Det var sjovt og hyggeligt at mindes gamle dage og tale om dem, som nogle kender og andre har glemt, og dem, som alle husker, men ingen taler med mere, og alt det andet. Det var skønt.

Det var bare også rigtig pisseirriterende. Fordi. Når folk mødes ti år efter uni, spørger de, hvor de andre er i livet.

Så sad de der hver især og fortalte, at de var blevet gift, eller ikke gift, og havde fået et, to eller tre børn og var i gang med noget fast arbejde, som jo, måske ikke var rockstardom, men dog fast indtægt og ting, de lod til at trives med.

Og så sad jeg dér.

Jeg er fraskilt, jeg har ingen børn, får måske et delebarn, men det er ærligt talt tvivlsomt for tiden, og jeg har intet arbejde om halvanden måned. Jeg fylder 40 (4-0-fyrre!) om to år, og bortset fra netop min uddannelse, noget hård hud på knæene og en masse sår i hjertet har jeg sgu ikke ret meget to show for it, synes jeg.

Normalt er jeg god til at hvile i, at min vej har været anderledes og mere rodet end så mange andres. At jeg er rig på erfaringer og er blevet klog på livet og mennesker undervejs. At det ikke handler om mål og meritter, men at rejsen er vigtigere end destinationen. Men i dag mærkede jeg, hvordan jeg bare tav og smilede, når de andre spurgte hinanden. Jeg er (formentlig) halvvejs gennem livet, og jeg har kun mig selv.

Dét sved.