Hmm. Så blev der helt stille igen, og nu ved jeg dårligt nok, hvor jeg skal starte.

Min mors cancer er tilbage. Jeg er hjemme med stress igen. Og mit arbejde har opsagt mig. Det er vist et eksempel på årsag og virkning i fuldt flor, vi ser her, og jeg er rimeligt lammet af det hele. Hver ting for sig er nederen, og sammen er det bare mere, end jeg lige orker at håndtere i min sarte sjæl.

Canceren er ikke længere knuder i min mors belastede lunger. Det er knuder i lymferne, og lægernes dom er, at en runde med fire gange kemo ikke kan fjerne det, men sætte det i bero. Det havde jeg ikke helt indset fra begyndelsen, da vi sad foran kitlerne og fik beskeden og en massiv mængde information, men mors kemo er slut nu, og det er sådan, det er.

Lægerne taler om livskvalitet, og det er sgu svært. For det betyder, at de nu afgør min mors behandling ud fra, hvor skidt hun får det af behandlingen sat over for, hvor skidt hun har det af sygdommen. Og det betyder, at de faktisk ikke kan gøre ret meget. Succeskriteriet her er ikke tilbagegang i sygdommen, det er blot, at den ikke udvikler sig, spreder sig, bliver værre. Og jeg ser på min mor og ved, at hun dør af kræft. Det gør ondt, og det gør livet svært. Ikke ret mange ting er vigtige, når døden står lige dér og tæller ned, så vi kan høre det.

Perspektivet betød, at tæppet under mine fødder, blev revet væk og erstattet af frit fald.

I sommer hev mine chefer mig til side og sendte mig til stressbehandling, fordi min hudløshed hang i luften på kontoret og fik alle til at skære ansigt over mislydene. Og efter et par måneder med tårer og frustration i stolen, var jeg i en god udvikling med psykologen. Vi talte om mit liv, mit familieliv, mit kærlighedsliv, mit arbejdsliv. Alle de enkelte små og store dele, som udgør min hverdag og fylder mit hoved og min krop. Og det gik godt. Jeg begyndte at hænge sammen på arbejde. Jeg fik lavet mine ting og det med større glæde og bedre skarphed, som faktisk matchede tilstanden før sommer. Men så blev mor syg igen, og jeg røg tilbage til før square one. Et startbræt med helt blank pointtavle, intet optjent, ingen gameplan, ikke rigtig nogen verdens ting.

Jeg blev sygemeldt og lå hjemme og gloede op i loftet. Så serier i vildskab og prøvede at mærke mig selv. Det kunne jeg ikke, så mad blev et problem igen. Sexlysten løb fra mig. Hukommelsen stod af. Evnen til at se en sammenhæng blev væk. Og jeg var tilbage på dét sted, hvor en nat er lig med timevis af frustration efterfulgt af kortvarig, urolig søvn og en opvågnen, der altid føles, som om jeg ikke når toget.

Det var langt værre fat, end jeg lige havde troet, og jeg fortalte med gråd i stemmen mit arbejde, at fjorten dage ikke var længe nok til at komme op igen. De var fulde af omsorg og ærgrelse over det, men firmaet er lille, og hver medarbejder tæller i regnskaberne, så de valgte at opsige mig.

Og her sidder jeg nu.

Med en følelse af afvisning fra mennesker, jeg stolede på. Med afmagt, fordi min mor skal dø af kræft og jeg ikke kan gøre andet end at håbe, det går hurtigt og bliver så lidt hæsligt som muligt. Med uro, fordi jeg har fået stress tre hele gange og er nødt til at se mit arbejdsliv i dét lys. Overveje hvilke muligheder jeg har, hvilke jeg skal gribe, slippe, vælge til og fra. Jeg skal finde en ny og bedre vej i livet. Jeg skal se, hvad jeg kan, hvad jeg vil, hvordan en god hverdag er for mig, og så skal jeg arbejde mig derhenad.

Det er et stort arbejde, og jeg er helt træt, allerede før jeg går i gang. Så jeg begynder med at lave kaffe og høre en meditation fra psykologen.