Jeg var engang sammen med en mand, som var helt forkert for mig. Jeg kunne godt have skrevet, vi var kærester, for det er sådan set ikke usandt. Det er bare heller ikke rigtig rigtigt.

Vi var sammen i løbet af et års tid, hvor mit liv var i opbrud, og hans var helt stabilt. Vi løb sådan lidt ved siden af hinanden gennem en masse rod, hvor vi aldrig ville det samme og hinanden på samme tid.

Sexen var helt fantastisk. Han åbnede mine øjne for en masse nyt og fik mig til at lære alt muligt forfra, og det hele var så godt, at jeg blev helt paf, fordi det var så utroligt meget bedre, end jeg på det tidspunkt overhovedet havde forventet, at sex kunne være efter et tåbeligt langt forhold med, ved jeg nu, virkelig kedeligt dårlig sex og – gudskelov, faktisk – ikke ret meget af det.

Han lærte mig om lækker sex og om bøger og om forfattere og om britisk mandehumor i dametøj og om film og om musik og han prøvede at lære mig om matematik og fysik.

Og jeg lærte ham en vigtig lektie om at passe på, hvem man giver sit hjerte til.

Træls, umodne, lille jeg tog det og lagde det fra mig og kom til at vælte det ned på jorden og stampede på det og løb væk fra det. Bare for at komme tilbage, da han så var på vej videre.

Det ramte ham alligevel, og han kunne ikke slippe mig eller det eller os, og han kom luskende tilbage med hue på og vanter og noget blødt i sit blik og sine hænder. Og da var jeg et helt andet sted med hårdt i øjnene og ønsker om noget blødt i øjnene hos en anden.

Sådan var det i et år, mens vi rodede rundt i livet og hinanden som idioter i 20’erne kan gøre det. Frem og tilbage. I frost og i sol. Aldrig i samme takt.

Jeg var nok mest af alt fascineret af tanken om ham. Om alt det, han stod for eller i hvert fald kunne stå for. Han var min første kæreste efter et dumt forhold, der havde gjort mig træt af mig selv og fuld af længsel efter alt muligt andet.

Og han var præcis alt muligt andet.

Han var lækker pik, han var masser af lir, han var klog og glad og god, han var sjov, og han var sød, og han var også helt forkert.

Han kendte de gode referencer, men han kunne bedst lide de dårlige film. Han kunne de rigtige sange, men hørte selv de helt forkerte bands. Han havde alle de rigtige bøger, men han kunne allerbedst lide de dårligste af dem.

Men han lavede chili con carne til mig første gang, jeg var hjemme hos ham. Han stod i lammeskindssutsko og kogte ris og hakkede selleri og stegte kød og skar gulerødder i halve skiver. Alt imens jeg sad på gulvet i hans køkken og arrangerede ordmagneterne på hans køleskab og lavede et liderligt digt, og vi talte om alt, hvad der var af muligheder i verden og livet.

Og han lærte mig at høre Live.

Det gør jeg ikke særlig meget mere. Det er lidt 90’er-agtigt, og pludselig var det mest noget, der hørte den tid til. Og da jeg slap ham og os og alt det rod, slap jeg også al den musik, vi havde hørt sammen. Live spillede koncert i København året efter, men jeg solgte min billet og tog ikke derind alligevel.

Ind imellem spiller de en sang med dem i radioen, og det er stadig – på godt og ondt – med ham i tankerne, jeg hører dem nu.

Vi var virkelig gode til dét med musik, og vi var virkelig dårlige til dét med hinanden.