Damen så op, da han gik forbi, og hun lagde mærke til, at hans jakkeærmer var slidte. Han undlod at træde på sin højre hæl, så hun, men gik meget målrettet frem mod træet, hvor drengen ventede. Drengen havde hvide adidas på og en stor hue. Og han så op på manden med store øjne. Det var ikke til at sige, hvem af dem, der først råbte. Hun hørte det som et kor, fordi nej og dig rimer, når de råbes samtidigt. Drengen stak hurtigt af. Man kan ikke løbe uden at træde på hælen.