Jeg så ud på skyerne, satte mig op og trak tæppet af mig. Jeg var sulten, og det var koldt i stuen. En kop kaffe ville løse begge dele for en tid. Men bevægelsen i mine ben udeblev, og jeg stirrede hen på væggen uden at se den. Skuldrene var så tunge, at jeg slet ikke kunne trække vejret. Flere minutter sad jeg sådan med åben mund og blå øjne. Kaffe måtte blive i morgen. Jeg lagde mig igen og blev ved at trække vejret.