Hun så på uret, mens hun rettede på en strop og forsøgte at få krøllerne ind under tørklædet. Det skulle have været her nu, og hun kunne mærke en hård og spændt dunken i brystet. Hun kiggede ud ad sporet, men der var ingen grønne lys den ene vej, og der var ingen hvide lys den anden. Over højttaleren sagde nogen, at toget kørte fra en anden perron, og hun hankede op i tasken og kurven med vin og kylling og satte i løb. Da hun nåede derover, var der ingen. Han var der i hvert fald ikke.