Vinden var som nåle, og sandet blæste op i håret, da han kom ud fra skoven og gik mod vandkanten. Han så sig langsomt om, men der var ingen andre på stranden, det var bare ham og stormen og mågerne. En af dem fløj ned, og han dukkede sig. Den satte sig fem skridt foran ham. Han stoppede og kiggede på fuglen. Den så ham i øjnene, stampede tre gange med fødderne i sandet og lettede ud over skumtoppene. Han tog en dyb indånding. Januar er nådesløs, når solen skinner.