Vinden tog hatten af hans hoved, og det meste af håret rejste sig. Karl vidste godt, det var dumt. Det var bare så drastisk at bede nogen ordne det, nu hvor det havde været sådan i mere end tredive år. Han kunne ikke bære at tage afsked, for konen havde sagt hver dag, at det var bedre, som det var af sig selv. Og nu sagde hun det aldrig mere. Tiden var gået fra håret for længe siden, men den var også gået fra de to. Nej, det hår blev hentet, som det blev, indtil han skulle følge hende.