Det var bare, fordi vi kom til at tale om vores første gang, og jeg fortalte om dengang på stranden i Calella.

Hvordan der dryssede sand ud af mig i dagevis efter, og det havde da måske gjort ondt under alle omstændigheder, for sådan er det da vistnok, men sandet har sikkert ikke hjulpet ret meget på følelsen af helt ekstrem tørhed og stor friktion med massivt ubehag.

Og mig, der lå under den sorte himmel med småbitte sølverprikker og sagde nejnej og av og det tror jeg sørme ikke, jeg kan. Og sorthårede og olivenhudede Paulo, som havde været på dén strand så ofte før og iltert stønnede i mit øre, at jojo, du skal bare relax girl, og så pumpede han i et par minutter og faldt sammen over mig, der var så slukøret, at jeg bad om et hiv af hans cigaret og senere bare min egen smøg, da jeg sad bag på hans scooter på vej tilbage til hotellet, bare for at blive skæv af noget og som minimum føle et eller andet, der ikke bare var overraskende ligegyldigt.

Jeg undlod lige at fortælle, hvordan jeg ventede i skyggen af en kæmpe hibiscus under gadens eneste lampe og først kom tilbage længe efter, mens de andre pakkede, helt fuld af smil og så let på tå, jeg kunne, så de tænkte det havde varet længe og været fedt.

Så fortalte du mig om det dér med ham to klasser over os, ham, der kunne alle planeternes navne i rækkefølge fra solen og ud, ja, ham der havde hareskår, som vi stadigvæk godt måtte kalde det dengang.

Og hvad fanden var det mon for noget, og hvad handlede det om, at du var til familiefødselsdag hos ham, fordi han boede overfor på vejen, og du var 15 og han var befippet, da du hev hans bukser af på toilettet og red ham, mens der var kakao og blødt brød lige inde bag væggen.

Den store, vigtige første, som mest gik ud på bare at få det gjort, krydset af listen, så det var overstået, selvom det var med én, der slet ikke duede. Men så havde vi været der, når sommeren gik og blev til efterår, og der kom en eller anden, som faktisk var vigtig, men ikke skulle se os fjumre rundt med fjernsynets romancer og vaselineskærm som eneste rigtige reference og en god fornemmelse af, at virkeligheden var langt derfra.

Så var det bedre at kende virkeligheden og selv have bestemt.