Nogle gange kigger jeg ned og ser, at jeg har min mors fødder.

Krøllen på lilletåen, faconen på de næste, den runde storetå med en skrå negl. Høj svang og tilsvarende høj vrist, så snøresko altid er stramme og støvler svære og tit umulige.

Og jeg ser mine søstres børn, som ligner hver deres far som små kloner, men som har min morfars ansigt i knoglerne og mine øjne med mørk kant på iris.

Den ene af drengene slog en dag sin fod, og jeg trak hans sure sok af for at se, om noget mon var brukken. Alting var helt og fint, og jeg aede og nussede og pustede, og jeg så, at hans fødder slet ikke ligner mine.

Otte år har han levet, uden at jeg har set det, selvom jeg har nulret de varme tæer utroligt meget, og mere end én gang er vågnet med dem helt oppe i ansigtet. Hans tomler kommer fra faren, men han har et mærke på øret, som begge mine søskende har, og han ér en af vores.

Jeg kan mærke evigheden i de tæer og de mange ens øjne og i den dims på rundingen af et øre. Og jeg ved, at selvom vi alle sammen skal væk, og intet af mig er tilbage om hundrede år, så er der alligevel noget.

Om hundrede år vil der også gå en lille dreng rundt og bære et eller andet, som er mig. Noget, som kan findes på et billede af mig som barn. Eller min søster. Eller søsterens dreng, som heller ikke er her til den tid.

Mit hjerte slår så hårdt, når jeg ser på de drenge og véd, at vi er hinandens små spejlinger, og at det jo bare er én ting med øjne og tæer, for jeg er med til at lære dem at være mennesker, og på den måde ligner de mig også. Vi synes, de samme ting er sjove, og det er det evigste i verden.

Jeg har altid været et ganske sentimentalt væsen, men det er nyt, at jeg går og har en følelse af klan og samhørighed, fordi vi har samme form på amorbuen alle sammen. Alle dage er jeg blevet blød i sjælen af kærlighed i en lille hånd, der hellere vil holde i mig end bedstemor. Af et grin, som er til mig og ikke de andre i selskabet, og da slet ikke mor! Af en reference til en sang eller bog eller film eller gak, som vi har været fælles om, og ingen af de andre er med i. Altid har jeg fået lidt snot i næsen og vand i øjenkrogen af den slags. Men aldrig så meget som nu.

Det er sikkert bare, fordi jeg er ved at blive gammel.