Jeg er et af den slags mennesker, som føler meget. Jeg er mest glad og positiv, jeg råber meget, ler meget og fylder meget. Og jeg græder meget. Jeg rammer som regel yderpunkterne for både begejstring og ærgrelse, og jeg er sjældent i midterfeltet, hvor det hele er ok, men ikke all that. Det er meget enten eller.

Lige nu er jeg single på en meget nyskilt måde, hvilket vil sige, at jeg er i byen hele tiden, og så slæber jeg mænd med hjem. Jeg er på Tinder, og der slæber jeg også mænd med ind i seng. Det er dejligt og sjovt, og de fleste af fyrene er søde og rare, kysser godt og gør dejlige ting ved og sammen med mig.

Nogle af dem siger jeg bare farvel&tak til i døren, andre af dem kommer lidt ind under huden. Og så begynder balladen. For dem, som kommer ind, kommer jo så langt ind, at jeg har svært ved at slippe dem. Og så tænker jeg på ham hele tiden. Taler om ham hele tiden. Tjekker hans Instagram og facebook. Viser ham til veninderne. Fortæller vidt og bredt, hvor sød og fin han er.

Jeg skal ikke have en kæreste før om virkelig længe. Jeg er lige blevet skilt, jeg skal lande og finde mig selv og mit eget liv. Et forhold er ikke dét, jeg leder efter nu og her, og det melder jeg klart ud.

Men når jeg så ligger der og kysser og putter og snakker, så bliver jeg alligevel nogle gange ramt, hvis manden lige har et eller andet særligt. Og så går begejstringen i gang. Og begejstringen tænder for betagetheden, som igen trykker på den store knap med beruselse.

Og så sidder jeg der og opdaterer facebookbeskeder i vildskab eller tjekker, om der nu er kommet sms. Og så går jeg alligevel bare all in. Jeg véd godt, jeg ikke vil have en kæreste. Og jeg véd godt, han ikke er My One True Love. Men jeg vil bare godt lige have noget, der ligner lidt. Lige med ham der, altså. Bare lige. Ikke et forhold. Bare… noget!

Men jeg har jo allerede gjort det klart, at det bare er sex, det er casual, der er no strings, det er helt klart. Og så er han slet ikke samme sted som mig. Også lidt, fordi de færreste helt følger med, når jeg løber med min begejstring og rammer max på tre minutter.

Det ender meget med, at jeg obsesser over en fyr, viser interesse, siger til ham, at jeg gider ham, vil se ham, kommer du på besøg snart? Nogle gange svarer han nej, og nogle gange svarer han slet ikke. Og så sidder jeg og hænger med mulen. For al den begejstring, som ender uforløst, gør sgu lidt ondt i hjertet. Også selvom jeg ikke bliver ægte forelsket, men bare betaget.

Så siger jeg til mig selv, at det er det værd. For tænk, al den tid, der gik med at sidde og smile fjoget, fnise fjalet og mærke hjertet banke.

Al den glæde og begejstring. Det er faktisk mig.