En af de andre på mit arbejde er et virkelig dejligt menneske. Ikke, at de andre er dårlige, de er bare ikke som ham.

Han og jeg klikker på helt magisk vis. Efter en måned kunne vi færdiggøre hinandens sætninger, og vi forstår, hvad hinanden siger, selv når vi vrøvler, og de andre måbende famler efter mening i en sætning eller et spørgsmål.

Vi taler begge to hele tiden. Rabler og lirer ting af os ustandseligt. Ikke altid vigtige ting, som man skal tage sig af, men fjol og fis, som bare er skæve tanker og pludselig finurlig indsigt i småting, vores hjerner lige hver især falder over.

Det er hyggeligt og dejligt, og han gør mig glad for at gå på arbejde.

En dag til frokost talte vi om skrivning og forskellige måder at dele af sig selv på, og han nævnte en artikel skrevet af en ung journalist på Information. Han fortalte, hvordan han havde læst hendes indlæg og var blevet helt stille inde i sjælen. Så megen smerte, så megen frustration og fortvivlelse, og al den intensitet! Han kunne næsten slet ikke være i det. Efter frokost sendte han et link til historien, og jeg læste den.

Og så indså jeg, at selvom vores hjerner og tankespin følges ad, så er vi også utroligt langt fra hinanden. Hvor han læste beretningen om en fucked up ungdom og et fucked up liv på fucked up vilkår, som må ædes og accepteres, og blev ked af det og skræmt, læste jeg den og så mig selv.

Jeg har ikke samme historie som journalisten, jeg har en knap femten år længere livshistorie end hende, og jeg har for eksempel aldrig mærket mine hofteben stikke ud i skinny jeans eller ladet min mor læse de ting, jeg skriver.

Men al den fucked up-hed, hun beskriver, er min fucked up-hed.

Sårbar og syg er ufedt, men fucked up-hed på Strunge-måden er sejt. Det er cool at være den utilpassede, som søger grænserne og overskrider dem. Som går rundt med en larger than life-aura om sig, der tiltrækker all the normals, fordi de ikke forstår det, men bliver nysgerrige efter forfald og sensation. Som går hjem og er så sindssygt alene og helt klar over det. Som inderst inde véd, at man aldrig kan regne med andet end sig selv og erkender, at dét også er rimeligt ustabil regning.

Jeg har ikke fortalt min kollega, at jeg på mange måder bare ér pigen fra indlægget, jeg tror ikke, han véd, jeg har den side i mig.

Fordi jeg også har lært at leve med at være Sisyfos, der skubber sten op og træder til side, når den ruller ned. Fordi jeg har trukket vejret igen og igen og igen, til jeg kunne rejse mig og børste støvet af. Fordi jeg har accepteret og lært at være i, at fucked up følger med.

Og så fortsætter vi bare.