Fortrydelse er ikke noget, vi bruger. Jeg har altid sagt, at jeg intet fortryder, og jeg gør mit alleryderste for at efterleve det. Det lyder meget barsk og brysk, og som om jeg ikke har omløb nok til at reflektere på mine handlinger. Sådan er det ikke. Jeg har gjort så mange dumme og åndssvage ting, der endte i besvær og lort, at det ville tage al tid i verden at fortryde det, og jeg reflekterer så meget, at jeg slet og ret ved bedre end at bruge dén tid på at angre.

Der kommer aldrig nogensinde noget som helst godt ud af fortrydelse. Man ender med at få en dårlig smag i munden, en knude i maven og uro i sjælen. Og jeg véd jo, når jeg har bøffet i den, jeg er godt klar over, når den er gal, og så må jeg blot prøve at lære af det og bevæge mig fremad. Altid fremad.

Alligevel er det svære ved at blive ældre, at der løber mere og mere beskidt vand i åen. Ikke altid ting, der blev gjort ufint, moralske regler, der blev brudt, eller nogen, der blev svigtet eller behandlet skidt. Efterhånden, som tiden iler, er det alle de ting, jeg ikke fik gjort, der nager.

Og lige nu nager den slags meget. Folk, jeg kender, sejlede med Georg Stage, da de var 16; rejste Nepal tyndt som 20-årig; flyttede til Berlin og skrev en kogebog. Jeg har godt nok været i USA som aupair som alle andre, boet nogle måneder i Spanien og læst i Rusland. Men jeg kigger tilbage på et liv, hvor jeg har gjort de ting, der fulgte med omstændighederne. Kæresten fik arbejde i Spanien, og udveksling var en fast del af min uddannelse.

Jeg har næsten aldrig handlet på egen hånd, undtaget flytningen til Århus, som er den største lykke i mit liv so far, og jeg sidder lidt og hopper for at gøre noget, skabe noget, ændre noget. Få mit liv til at blive dét, jeg havde tænkt det skulle, dengang jeg var 18, og hele verden lå for mine fødder.

Jeg vil slippe for at føle mig så truffet af teksten her “Did you ever watch you life slide out of your hands?” og “Did you imagine it in a different way?”: