Nå. Min mor har cancer, og min kæreste har været ude at se på fire lejligheder. Til sig selv.

Og selvom mor tåler kemoen overraskende godt og endnu ikke mærker andre bivirkninger end nedsat appetit. Og selvom kæresten er glad for mig, og han vil mig, og han siger, han tænker sammenflytning på ét eller andet tidspunkt. Selvom dét. Så synes jeg, det er svært at være i mine følelser lige nu.

I går stod jeg op uden at have sovet, fordi jeg ved sengetid kom til at tænke ‘Gad vide, hvordan mor har det?’ Det fik mine øjenlåg til at flappe op, og de nægtede at lægge sig ned igen resten af natten. Kl. 6 rejste jeg mig og sagde god morgen til min søster.

Dagen før havde jeg tilbragt fem timer på et hospital, hvor min mor fik saltvand og kemo skudt ind i blodårerne i litervis. Først to liter saltvand med magnesium for lige at klargøre nyrerne, fordi den næste liter var kemo, som er så giftigt for kroppen, at nyrerne har brug for vandet for overhovedet at tåle det. En liter vand direkte i omløbet på under en time. En liter mere, før næste time gik, og så var der ellers hyppig afgang til toilettet, for selvom det ryger i årerne, ender det i blæren, og der kan det jo ikke for alvor blive.

Fem timer, hvor min mor ikke kunne komme udenfor, men blot måtte trisse omkring på gangen, ud til receptionen og tilbage til stuen igen og igen. Hun holdt mig i hånden og sagde, hun var så utroligt glad for, at jeg var der, og at hun ikke skulle være der alene. Så sagde hun, at hun elsker mig, og så græd vi begge to, så ingen vist hørte, at jeg sagde det samme til hende.

Dagen gik, og vi slap ud i solen og kørte hjem med tanken om, at så er der i det mindste kun to dage mere af dén slags. Der er selvfølgelig også 33 dage med stråling, men dét kan ingen jo forholde sig til allerede nu, når de først begynder om tre uger. Så vi skred og jublede og sammen med søster hentede vi aftensmad på kroen og hyggede os, til ingen længere kunne hænge sammen.

Mor blev kørt hjem, fik mange, mange kram og formaninger om at ringe ifald…et eller andet. Kemotabletterne, hun tog før sengetid, havde sygeplejersken kaldt diarrétabletterne. Så ved man da, hvad man har med at gøre. Det var med megen ængstelse, at søster og jeg sagde godnat og vendte hjemad. Og så undlod jeg at sove, mens søster faldt i søvn og drømte fæle ting natten lang.

Men mors nat gik fint.

Bivirkningerne havde holdt sig væk, og jeg tudede af ren lettelse, da min søster på vej til arbejde ringede og fortalte, at mor var ok. Jeg skyndte mig hjem til mor, krammede hende, udskød min hjemtur og var sammen med hende hele dagen.

Det blir hurtigt som almindelig hverdag, og der er mange grunde til, at hun kan være svær at holde af og holde ud for de fleste, men det var helt umuligt svært at sige farvel, da jeg skulle med bussen i gyldne stråler hen under aften. “Jeg elsker jer!” skrev jeg til både mor, søster og nevø, da bussen ramte motorvejen. Nevøen svarede, at han også elsker mig, og så sad jeg med våde øjne og så tre timers skumring løbe forbi udenfor.

Jeg snøftede hele vejen hjem til kæresten, som stod klar med bløde arme, søde kys og en ske at sove i. Og en tilbagelænet besked om, at han er ved at finde sig selv et nyt hjem. Så sov jeg som en sten op ad ham i fem fine timer, vågnede alt for tidligt med tusind kilometer i timen og skyndte mig op og ud og hjem.

Han kommer og spiser i morgen, og jeg ved hverken ud eller ind. Jeg er bare ked af det hele.