Jeg stod i Tivoli og så deres fyrværkeri på den mørke sommerhimmel. Det blev vildere og større og lysere og højere, mens musikkens bas steg i tempo, og mit hjertes banken fulgte med.

Min søster stod ved siden af, hendes søn hang hende træt om halsen efter en lang og helt perfekt dag. Hendes mand holdt om dem.

Jeg stod alene og holdt om mig selv. Træt i kroppen, træt i benene, træt i hovedet efter rutsjebaner, is og ballade. Og så træt i sjælen af det hele. Alt det svære, hjerteknus, stress, det hele var der.

Og midt i det var jeg helt rolig, for jeg havde min families kærlighed, min egen styrke og min vilje til at klare alting. Fordi det kunne jeg. Det kan jeg.

Det vil jeg, så det gør jeg, tænkte jeg. Og lige da havde jeg slet ikke behov for andres arme om mig eller hænder under mig til at gribe. Jeg var stærk alene.

Men så kom han.

Væltende ind ad min dør en aften, så uanmeldt at jeg sad i nattøj og krøllede min krop helt sammen i sofaen foran ham og både med arme, ben, ansigt og stemme fastholdt, at det var slut, overstået, væk.

Det var det bare ikke.

En måned senere sad vi i hans bil på en parkeringsplads i en skov og holdt hinanden i hånden, mens regnen trommede på taget og træernes blade gav sig under dråberne. Alt var roligt og afslappet, vi var tæt, og det hele var godt og blødt.

Jeg sagde fnisende, at jeg havde to små spørgsmål. Det første var, hvor stor en omvej det ville være at køre i Netto på vej hjem til mig. Og det andet var, hvornår den Netto lukkede. Det viste sig, at det faktisk var en lille omvej, men han ville gerne køre den og spurgte hvad jeg da skulle have.

“De har tilbud på mine yndlingschips,” svarede jeg.

Så drejede han hovedet mod forruden, tøvede et kort øjeblik og spændte sikkerhedsselen fra, før han hoppede ud i regnen. Åbnede bagsmækken og hørte mig råbe helt paf, hvad han dog lavede. Han svarede ikke, men skyndte sig tilbage i bilen.

Med en rulle Pringles med paprika.
Mine yndlings.

Det er fjol med chips og med at se tegn på samhørighed, bare fordi han havde købt dem på forhånd med tanke på mig. Men det føltes rigtigt med os. Det rigtigste nogensinde. Det var ham og mig for alvor.

Det var svært og indviklet, og det kræver snak og mod, og det kræver et langt spring fra den høje vippe ud på det blå vand, hvor ingen kan se, om bunden kan nås eller overhovedet findes.

Det ér ham og mig.
For alvor.
Nu har vi delt seng og stue og liv i tre måneder.

Det er rigtigt.