Skoldet på røven var jeg, rød på begge baller af sommerens sidste stråler, og det var præcis ligesom dengang en måned forinden, hvor jeg var skoldet samme sted efter en dag i parken, hvor han kom om aftenen, og jeg måtte sige til ham, han skulle være blid, og han var så blød og nænsom, lige indtil jeg sagde ’hårdere’, og det var så fint, men denne gang kom han jo ikke, så det var bare mig og sofaen og huden på mine baller, som brændte, når jeg sad ned, når jeg stod op, eller bare når jeg lagde mig på siden, og grunden til, at jeg overhovedet kunne blive skoldet, var, at jeg havde haft tid til at tage i parken på en dag, som skulle have været brugt på forberedelse til verdens bedste fest, jeg havde glædet mig til i en måned, mens det gik så godt på job, at jeg kunne alting, men måtte sige nej til i ellevte time, fordi stress havde siddet på min nakke fra tirsdag, hvor to små ting på arbejdet blev en kolossal ting i mit liv og slæbte efter mig resten af ugen, hvor jeg gik i en boble lidt ved siden af alting og fungerede på job, og duede hjemme, men ikke kunne se tv-serie og få fat i handlingens røgslør af detaljer og pointer og i stedet læste korte prosatekster og blogindlæg, fordi jeg med dem kunne få fat i begge ender og så brugte aftenerne på den måde og på at gå tidligt i seng, så jeg da for helvede kunne blive klar til lørdag, hvor jeg endte med angstanfald, fordi jeg var nødt til at få ro og sige nej og passe på mig selv, og jeg havde en rar aften med en bog og en veninde i telefonen og mere te og en pose chips, og jeg havde det roligt, da jeg gik i seng, og var fuld af uro, da jeg vågnede, og det har virkelig ikke været verdens bedste weekend.

Men ballerne har det bedre i dag.