Min krop er ikke altid helt stor nok til at rumme al den glæde og begejstring, jeg er i stand til at opbygge inde i min sjæl. Og lige nu føler jeg lidt, min krop er en hæmsko, fordi jeg bobler sådan af vildskab indeni, at jeg ikke helt kan holde det indenbords.

Det er lidt, som når man ser den der film med Eddie Murphy, hvor den tykke professor drikker en trylledrik og bliver slank. På et tidspunkt holder trylledrikken op med at virke, og den tykke krop flapper sig ud og udvider den tyndes omfang med deller og blødme ud over det hele. Det er sådan, jeg har det nu, bare med glæde i stedet for deller.

For længe siden, i sommer, da alt var godt, og vi ikke havde slået op eller råbt pause, men bare gik hånd i hånd en slags ved siden af hinanden, aftalte vi at tage til koncert sammen i oktober. Men så skete alt det der, og jeg havde egentlig skudt en hvid pil efter den koncert, fordi han slet ikke nævnte den.

Jeg ved godt, han havde købt billet til mig sammen med dem til alle vennerne, men jeg forestillede mig, at når det nu aldrig blev talt om, så var der nok fundet en anden gæst til den billet. Men så blev det mandag, hvor koncerten er onsdag, og han skrev til mig, som om det var en helt klar selvfølge, at jeg skulle med.

Og det var dejligt.

Jeg satte den nye plade på, som jeg ellers havde undladt at høre, for ikke at blive mindet om tingenes tilstand. Repeat blev markeret og Spotify kørte derudaf i timevis, mens jeg sad på arbejde og smilede og tastede, som om jeg var på speed.

Jeg sidder her endnu, og jeg har aldrig taget speed, og det er helt sikkert ikke som det her, men det føles alligevel lidt, som om jeg er på et eller andet.

Jeg sidder på kontoret og smiler og er glad i hjertet. Her er iskoldt, men jeg er varm lige dér i maven, hvor jeg altid mærker, om noget er rigtigt eller ej. Ved de stille sange sidder jeg med en film af os to helt tæt op ad hinanden i mørket, og ved de vilde sange står vi hånd i hånd og hopper og synger og jubler inde i mit hoveds biograf.

Mit hjerte banker, det fylder lidt mere end min brystkasse, mine øjne bulner ud af glæde inde fra hjernen, og mine hænder flagrer lige så meget som mine tanker.

Koncerten er i morgen, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan holde til det, eller jeg ender med at sprække af lykke.