Det var, fordi jeg havde sendt ham et stykke tekst, som var lidt personligt. Han skriver selv, både på arbejde og i sit eget liv, og han er god til det, og det var ham, der havde sat mig i gang, da vi lige talte om sjove ting fra arbejdspladser, hvor man ikke længere er. Jeg blev ramt af nostalgi og havde skrevet noget helt sentimentalt om et godt sted, jeg har været, med mennesker, som jeg ind imellem stadig kan savne.

Og så sagde han, at han synes, jeg skriver så godt, og jeg havde mest lyst til at fortælle, at det for eksempel ikke ville nå bloggen, som det var nu, fordi det var alt for føletudeplaget, men jeg sagde bare tak, og pointerede, hvordan dén ros stod i skarp kontrast til vores skriveri på telefonen, hvor min trætte og udkoncentrerede hjerne fik mine fingre til at danse henover touchskærmen uden mål og med, og der var bratte linjeskift, store og små bogstaver, fejlstavninger og generelt rod i mine beskeder.

Jeg undskyldte mig med fede tastefingre, og han svarede straks, at det på ingen måde var hans erfaring, at mine fingre var fede eller dårlige til noget.

Så sad jeg dér med telefonen foran mig og så på mine hænder hvilende på mine lår. Spredte fingre. Samlede fingre. Bløde hænder. Stærke hænder. Bare hænder.

Og det eneste, jeg kunne se på dem, var, hvor meget de gerne vil røre ved ham. Som de længes efter at løbe gennem hans skæg, gribe fat i håret i hans nakke, stryge ham over ryggen, mærke hans læber med en fingerspids, føle hans håndflades varme mod min.

I stedet for at gå i spåner gik jeg bare i seng.