Søndag formiddag. Jeg lavede kaffe, satte mig til rette i den gode stol med en bog på skødet. Men kaffen blev kold i glasset, og bogen forblev opslået på side 10 og 11 i en time, fordi min hjerne insisterede på at køre sit eget løb. Jeg tror, jeg indså noget i går.

Jeg har haft en rolig hjemmeweekend helt uden druk, byture og fyre. Bare mig og hele to døgns tid udstrakt foran mig, så jeg kunne udfylde timerne med præcis, hvad jeg lige følte for.

I går aftes følte jeg for at læse og slappe af. Og så skulle jeg lige på facebook. Jeg kører ned over siden af, dybest set, ligegyldige historier fra nettet om killinger, hvaler og relevante nyheder fra verden. Og så dukker der et billede op af ham. Det er egentlig ikke et så godt billede af ham. Det er bare et billede, hvor han helt sportsmandagtigt er in action, så utroligt stærk og målrettet. Og flot.

Jeg fik adrenalin ud i hele kroppen, som når man lige tror, der står nogen i hjørnet, at man kører et rådyr ned, eller ens ven kommer snigende bagfra helt stille og griber en med et “BØH!” Det stak et sted inde i venstre side af mit bryst, og jeg holdt lige et øjeblik op med at bruge mine muskler.

Der er åbenbart stor forskel på, når jeg selv går ind og glor hans facebookbilleder igennem ét for ét for, tilsyneladende, at pine mig selv med noget, jeg aldrig får, og så når han pludselig dukker op ud af det blå og rammer helt uforberedt og så utroligt flot.

Egentlig kender vi jo ikke hinanden særlig godt. Vi har mødtes to gange, og det er jo ikke alverden i forhold til at lade sig betage, besnære og måske forgabe i nogen. Men måske er det præcis nok.

De andre gange sommeren over, hvor jeg har været begejstret for nogen, som viste sig at være idioter, som aldrig skrev tilbage eller bare trak tingene ud, til jeg selv syntes, det var latterligt at skrive mere, har også gjort ondt og efterladt mig tvær og irriteret og så sur på mænd, at jeg i hvert fald ikke gad flere i et godt stykke tid. Og hver gang er der ikke gået mere end et par dage, før jeg var videre med et, to, tre nye bekendtskaber, som lagde låg på længslen og fik mig videre.

Denne gang har jeg ikke engang lyst til at skrive til ham, som ellers er vanvittigt talentfuld og matcher mig så utroligt fint i sengen. Jeg gider ikke skrive til ham fra for et par uger siden, som var sjov, kløgtig, dygtig med fingrene og generelt, vist, en god fyr. Jeg har takket nej til en, ellers smigrende nok, invitation om at tage til koncert med én fra Twitter, som synes, jeg er all that og en pose chips. Jeg gider ikke rigtig nogen som helst. Undtagen lige den ene, som jeg så gider i overmål.

Jeg tror måske, jeg faktisk er lidt heartbroken alligevel.