Der er ikke noget nyt under solen, hvad angår det med kæresten. Der er radiotavshed, og det er helt utroligt svært. Men lige i dag har jeg mest gået og været glad, og det hænger sammen med den vigtige opringning, jeg fik og lige gled helt let hen over i går.

En af mine venner kender nogen, der kender nogen, som har en lille virksomhed, der er ved at blive større og derfor mangler en medarbejder. Og den, de mangler, skal være god til netop de ting, jeg kan, og skal have de skills, som jeg går rundt og undlader at bruge i min hverdag her på bagkanten af stress og fritstilling.

Jeg fik en mailadresse og sendte rask væk et cv og en kæk besked om, at jeg er skidedygtig og synes, deres virksomhed så spændende ud. Begge dele helt sandfærdigt.

Heldigvis syntes de også, at jeg så dygtig ud, så de ringede og spurgte, om jeg ikke kom forbi til en kop kaffe, hvor vi lige kunne sige dav og hej og trykke hænder og se, om vi overhovedet kunne være et match. Og det var vi.

Vi talte halvanden time, og jeg syntes, det gik vildt godt. Men så skete virkeligheden, som den jo altid gør, og de har virkelig travlt, og jeg hørte ikke noget. Så jeg ringede til dem og sagde ‘Glem nu ikke, at jeg er skidedygtig og falder godt i hak med jer!’ Og da de holdt reception for noget tid siden, tog jeg af sted og mængede mig med dem, trykkede hånd, sagde tak for sidst, og drak to af deres øl på den fine tagterrasse med udsigt over noget vand og en disetblå forsommerhimmel.

Og i går ringede de så. Endelig. For jeg er et utålmodigt menneske og ville gerne videre, men selv for en salgsvirksomhed, er der en så hårfin grænse mellem opsøgende og pissetræls, at jeg lige slog koldt vand i blodet.

Men i går bad de mig om at komme til andensamtale. De bad mig udfylde en personlighedstest, lave en hjemmeopgave med en case, som viser, hvad jeg ægte kan, komme derud en hel dag og lave en opgave mere, og tage et par samtaler om både personlighedstest og den mere formelle, ægte jobsamtale.

Så det skal jeg nu. Og jeg mere end glæder mig.