Først handlede denne her blog om skilsmisse, og så handlede den engang meget om stress og panikangst, som til gengæld langt om længe veg pladsen for glæden ved dejlige mænd og masser af sex, som så blev lidt afløst af heartache og pjevsen, der står som en ærgerlig milepæl og er det sidste nye i lange tider. Men det er ikke det sidste nye. Det sidste nye er mere stress.

I oktober, november og december måned arbejdede jeg for fuld knald. Jeg var skarp, jeg var dygtig, jeg var rivende effektiv, og alle, der var tæt på mig, blev næsten blæst helt omkuld af den hvirvelvind af energi og getting things done, jeg var.

Indtil altså jeg ikke var det mere. Indtil jeg fik hjertebanken. Indtil min hjerne glemte vigtigheder fra minut til minut. Indtil mine fingre ramte forkert på tastaturet, når hjernen sendte signaler af sted til bogstavtryk. Indtil min appetit forsvandt. Indtil jeg syntes, mad var ulækkert. Indtil jeg bingede norske klejner med citronglasur. Indtil jeg sagde til min veninde, at jeg helt enormt gerne ville med til hendes kærestes fødselsdag, men nok hellere måtte afslå, fordi andre mennesker helt generelt drev mig til vanvid og gjorde mig rasende.

Veninde ved godt, jeg er et meget socialt væsen, og hun er i øvrigt psykologuddannet, så hun spurgte lidt, hvad det lige handlede om, og jeg fortalte, hvad det handlede om. Altså noget af det. For jeg vidste godt, at der var noget skråplan under mine vakkelfusser, og jeg vidste godt, hvilke kort, jeg skulle spille ud, og hvilke jeg skulle holde ind til kroppen eller lige beholde lidt i ærmet. For jeg var jo så udmærket klar over, at lige så snart det blev jul, ville jeg få ro, og så ville alt blive bedre. Alt. Lige med det samme. 

Men veninde er klog og kender mig godt, så hun spurgte bare lidt mere og lidt mere og lidt mere, og så kunne jeg fortælle, at jeg næsten ikke lavede andet på min arbejdsdag end lister. Lister af opgaver, som hele tiden ændrede sig, fordi dét der jo åbenlyst er vigtigere end det der og må laves først. Indtil det var omvendt. Eller omvendt igen. Eller der var en helt tredje, en fjerde, en femte ting, der også skulle på listen, og hvorhvorHVOR passer det ind i prioriteringen? Hvad er vigtigst? Hvordan ser jeg det? Hvordan løser jeg opgaverne smartest, nemmest, mest effektivt, tilfredsstillende?

Det endte en dag med, at veninden krævede, at jeg forlod arbejdet og ringede til lægen med det samme. Nejnejnej, så galt var det jo ikke fat. Slet ikke da! Hun krævede lidt videre, og vi endte med at enes om, at jeg lige fik klappet et par ting af, som jeg var i gang med og havde brug for at få færdige for min egen skyld, inden jeg gik. Og så skulle jeg ringe til lægen næste morgen.

Lægen holdt med min veninde, da jeg fortalte om søvnløshed og angstanfald, da jeg fortalte om overblik, der blev til puslespil, da jeg fortalte om fokus, der var på tankemylder. Jeg fik en sygemelding og en aftale om en lang tid hos ham hurtigst muligt. Jeg ringede til chefen, fortalte, at den var helt gal, det vidste hun godt, og så var jeg sygemeldt. Igen.

Det svære i denne omgang er ikke, at jeg har stress og er sygemeldt. Det er egentlig ikke, at min hjerne spiller mig puds og helt arbitrært sorterer i information og minder. Det er heller ikke, at min koncentration knap rækker til et afsnit af Modern Family. Det er ikke engang, at jeg synes, mad er ækelt.

Det er, at jeg oplever det hele igen. At jeg for anden gang løb panden mod den samme mur. At jeg ikke er blevet klogere (nok!) siden sidste gang. At jeg endnu en gang ikke var klog nok til at sætte rammer, sige fra og gøre noget, så jeg ikke endte her igen.

Og nu ved jeg fandme ikke helt, hvad jeg så skal stille op!