Jeg kom ind ad døren, det var mørkt og sent. Og jeg havde arbejdet til kl. 18 med at få nogle artikler skrevet færdig, da jeg endelig, endelig havde fået fat i de rigtige mennesker, som kunne give mig information og få mig videre i teksten. Og jeg var så træt, for det var onsdag, og det var regn, og det havde virkelig været en så lang dag. Og selvom vi havde grinet på kontoret, og vi havde haft det sjovt, og vi havde lavet vores ting, mens vi var glade og overskudsagtige. Og selvom alt dét, som var fint, hang jeg faktisk bare så dårligt sammen, og så smed jeg computertasken fra mig, og jeg lagde skuldertasken på gulvet, og jeg prøvede at åbne min ene støvle, men snublede i noget.

Hans sko.

For hans sko stod i min entré og fyldte med al deres ham-hed. Helt hverdagsagtigt, som om det var ingenting, stod der et par blåfarvede herresko i rækken af mine pæne støvler, mine pæne sko og hverdagsjokkerne. Der er julelys tændt inde i min stue, men lige da nåede de ud i gangen og landede i mine øjne, fordi der lige var lidt normal og hverdagsagtig sikkerhed.

Hans sko stod i min gang og ventede på ham. Fordi han var på vej.