I aften mangler jeg nogen.

En, der kan se ind i mine røde øjne og sige, jeg er smuk. Også når jeg græder. En, der kan kigge på min sjæl og sige, at jeg er noget værd. Også selvom jeg er ked af det. En, der kan fortælle mig, at det er fuldkommen indlysende klart, at jeg er knust, så jeg ved, det er ok.

En, der kan sige, at selvfølgelig gør det skrigende ondt i hjertet og derinde i solar plexus, hvor ting mærkes så dybt, efter fire dages shoulda, coulda, woulda holdt helt i ave præcis på kanten af, hvad der går, og efterfulgt af to dage med tomhed, ingenting og helt almindeligt antiklimaks.

En, der ved, at jeg godt ved, det er dumt, og derfor ikke har behov for at sige det til mig. En, der kender mig og er klar over, at jeg ved præcis, hvor ufrugtbart det er at gå helhjertet ind i noget, der end ikke har et kvart hjerte fra den anden side, men bare en masse fortabte chancer og spildte muligheder, som nu endegyldigt er væk. Og et behov for at fortælle præcis, hvor tæt på det hele var. Uanset hvor urimeligt det er at sige nu.

En, der forstår, at uanset hvor ondt jeg har i dag, så kunne jeg aldrig gøre andet. Om jeg så kunne gå ind til det med den følelse af alene, som fylder min krop nu. Om jeg så vidste, hvor mange tårer, jeg ville slippe i aften. Om jeg så anede, hvor fortabt jeg har det nu. Så kunne jeg jo ikke andet.

Jeg har brug for en, der lægger armen om mig, når jeg sidder med knæene under hagen med ryggen op ad kolde klinker i badeværelset, og forstår, at hvis jeg ikke havde opsøgt noget, hvis jeg bare havde fået intet som helst, havde jeg haft det bedre. Men en, som ved, at jeg så var gået glip af noget vigtigt.