Min veninde spurgte mig for et par dage siden, om jeg ville blive sur på mig selv, hvis han nu viste sig at være et træls kvaj, som aldrig gav mig det, jeg ville have. Og det er egentlig det fineste spørgsmål, jeg har fået længe.

Mange har været klar til at fortælle, at jeg ikke skal bruge min tid på en mand, som allerede mere end én gang har brændt mig af. Klar til at komme med gode råd om, hvordan det egentlig skal være, når man dater og vil have nogen. Klar til at sige, at jeg helt dumt risikerer et knust hjerte, når jeg bliver ved at håbe og give snor sådan her. Fremme med store ord som selvrespekt og hurtige til at mene noget om, at det ville ende galt.

Det er sådan set fint nok, at dem, som holder af mig, gerne vil skåne mig for dårlige oplevelser. Jeg værdsætter velmenende råd og vejledning og vending af holdninger til ham og mig og det hele. Men det er jo altså mig, der lever mit liv, og mig, der bestemmer, hvor lang snor, jeg vil give, og på hvilke vilkår, jeg gør det.

Så var det, at veninden kom med sit spørgsmål. Og jeg måtte faktisk lige kigge ud i luften og overveje lidt, før jeg svarede. For naturligvis vil jeg jo synes, jeg er en idiot, når jeg strækker mig for langt og ender med ingenting. Men egentlig er jeg jo ikke en idiot. Idioter ved ikke, hvad de laver, tænker jeg, og det har jeg jo godt vidst.

Jeg har hele tiden været klar over, at han sikkert aldrig lod høre fra sig. Jeg har hele vejen vidst, at han aldrig skrev, dengang vi mødtes først, at han brændte mig af den dag, han skulle have spist her, og endda også dagen før. Det er ikke svært at se et mønster, jeg har bare insisteret på at give ham chancen og tænkt, at når jeg meldte klart ud, vidste han i hvert fald, hvor jeg stod og kunne forholde sig til det.

I dag er jeg ked af det, mit hjerte gør ondt, og jeg er skuffet helt ud i blodårerne. Men jeg er ikke sur på andre end ham. Det er ham, der er idioten. Jeg er bare den, der gav ham chancen for at være det og mulighed for at være noget andet, vel vidende, at jeg ville sidde her med en lang næse bagefter, selvom jeg håbede på, at jeg ville sidde her og holde ham i hånden i stedet.

I sidste ende har al snakken og forklaringerne gjort det helt klart for mig, at jeg aldrig kunne have gjort andet.