Engang, hvor jeg gik til psykiater, fordi min far havde været dødssyg og kun lige knebent klarede skærene, hvorefter jeg faldt ud af virkeligheden, der gik jeg og spekulerede på, om sådan noget terapi mon egentlig kunne ændre ens selv sådan fundamentalt.

Jeg sad i bussen hjem fra Risskov og så på skoven og duftede ramsløgene, mens jeg hørte Sebastians Skatteøen på min mp3-afspiller. Skatteøen er en af mine yndlingsplader nogensinde, jeg er vild med næsten alle sangene, kan de fleste af dem udenad, og mit hjerte lige knap brister af udlængsel og mulighedssøgen, når Jim går ved vandet og vil på eventyr.

Min tanke var, at hvis jeg nu blev fikset i hovedet, så kunne det være mine præferencer ændrede sig, så jeg måske eksempelvis ikke længere kunne lide Skatteøen. Og så fik jeg en smule åndenød. For hvem var jeg, hvis jeg ikke kunne lide en af mine yndlingsplader? Hvilken mig var den ægte? Skal man holde fast i sit gamle jeg eller slippe grebet og prøve at finde sig et nyt selv!?

Dengang gik det ikke så slemt. Jeg ved heller ikke, om jeg egentlig blev ægte fikset, men jeg holdt da op med at skære i mig og kaste min mad op. Og da min far blev syg igen og denne gang, som det jo uvægerligt må ende før eller siden, ikke klarede skærene, men holdt mig i hånden, mens han slap livet, da klarede jeg det langt bedre. Faktisk rigtig godt. Og jeg kunne stadig lide Skatteøen. Jeg sang stadig lidenskabeligt med på Det sorte Tegn og Fuld af Nattens Stjerner. Jeg fik stadig små gib i hjertet af Jims længsel efter spænding.

Nu, hvor jeg lige er begyndt at arbejde på fuld tid igen, kan jeg mærke, at stress har ændret mig på en langt mere grundlæggende måde end bulimi, selvskade og psykoterapi gjorde for fem år siden.

Jeg har altid gået meget op i mad. Mad er vigtigt, det er jo det, vi lever af. Jeg har overspist, været ude af stand til at begrænse mig, og jeg har i hele mit voksne liv sat en ære i at bespise mine gæster med det bedste, jeg kunne komme på. Altid hjemmelavet, så meget fra bunden, som man nu kan, når man bor i byen. Den tykkeste fløde, den økoeste gulerod, den flotteste høne kombineret med timevis af madglad skæren, hakken, røren i gryder, krydret med kærlighed og god tid og ægte glæde.

Da jeg fik stress, lavede jeg sjældent mad, og det var altid det samme. Min gode tomatsovs med bacon, som blev spist sammen med dampede grøntsager og revet grana.

Så flyttede jeg til Aarhus, og siden har jeg faktisk ikke rigtig lavet mad.

Den eneste gang, jeg har lavet et vaskeægte måltid, var den dag, jeg troede, jeg skulle have datebesøg. Ellers har jeg spist nudler, når jeg havde tømmermænd, knækbrød med smøreost de fleste andre dage, gulerødder og hytteost, tomater og hytteost, fiskefrikadeller med citron, varmrøget laks med ikke rigtig noget eller salat, når det er gået vildt for sig.

Jeg synes stadig, madlavning og mad er spændende og interessant, jeg taler stadig meget om madlavning og sætter stadig standarden rigtig højt. Men jeg gider bare ikke. Hverken lave mad eller spise den.

I dag har jeg været hjemme, og det har betydet, at min morgenmad, som jeg fik ved 13-tiden, var to stykker knækbrød med smøreost. Min aftensmad var magen til. Og det er fint nok. Jeg savner ikke at lave mad, for jeg gider det ikke. Jeg savner ikke at spise bedre, for jeg er ligeglad. Jeg lever bare af ikke ret meget og en vitaminpille for en sikkerheds skyld.

Alt imens jeg venter på, at madglæde og -lyst kommer tilbage igen. Eller på, at jeg endelig bare trækker på skuldrene og tænker, at det så er den nye mig.