For ikke så længe siden var jeg gift. Havde sagt ja til at være sammen med en mand for alvor. På den stærke måde, hvor man kæmper for det og går igennem alt muligt. Sammen. Med hinanden og for hinanden.

Desværre føltes det mest, som om det var mig, der gad kæmpe. Det har været et langt og sejt træk, og det endte med, at jeg brugte det meste af min tid på at se ud i luften og mene, at livet ikke var besværet værd. Ikke at jeg ville dø, der var bare ikke noget, der havde nogen form for betydning. Jobbet var ligegyldigt. Familien var rar, men dybest set unødvendig. Venner var egentlig mest nogen, der krævede noget af mig. Og manden var ikke hjemme. Han brugte sit overskud på andre, og så sad jeg der i sofaen med et tæppe over korslagte ben, mens teen blev kold på sofabordet, og hjertet blev koldt i min krop.

Endelig gik jeg til lægen, som mente, at jeg nok var ved at få en depression. Jeg bad om en henvisning til en psykolog. Jeg vidste også, jeg var ved at få en depression. Men jeg vidste mere end det, at jeg skulle bruge en psykolog til at tale mig stærk. Til at stille de rigtige spørgsmål, trykke på de rette knapper, så jeg kunne få det skåret så klart ud i pap, at jeg ikke var det mindste i tvivl. Jeg vidste, at jeg ville væk og videre. Jeg var bare ikke stærk nok i mig selv.

En af de første ting, psykologen spurgte mig om, da jeg hikstende og med Kleenex i hænderne sad i stolen over for ham, var, hvad der skulle til, for at jeg kunne forestille mig mit ægteskab lykkes. Og det, jeg allerede vidste, blev klart som dagen. Ingenting.

Ingenting kunne gøre det godt. Jeg havde kæmpet så meget, jeg orkede, nu kunne jeg ikke kæmpe mere, og intet kunne ændre på, at det var slut. Det var dødt. Det var overstået.

Jeg lå vågen tre nætter og fik så endelig sagt det til manden. Han blev rasende. Han syntes, jeg var unfair. Han mente, jeg skulle have sagt det før. At jeg skulle have gjort noget anderledes. Jeg mente, at han har siddet mange advarselstegn overhørig.

Han faldt ned, og vi fik næsten talt om det. I hvert fald nok til, at jeg kunne trække vejret igen. Og den nat sov jeg for første gang i flere måneder i ét stræk og vågnede helt klar i hovedet og hjertet. Det var slut. Jeg følte, jeg havde fået fred.

Lidet vidste jeg, at de næste tre måneder ikke bød på fred, men på endeløs venten på anden lejlighed, på Statsforvaltningens sagsbehandling, på at han fik flyttet sine ting, på at dagen endelig kom, hvor jeg kunne flytte for mig selv.

Men dagen kom, og jeg fik flyttet. Havde ikke ret mange ting, men landede i et nyt hjem, som bare var mit. Veninder passede på mig og fik mig på plads. Og her er jeg nu. Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Al den styrke, jeg fik, da psykologens spørgsmål gjorde mig klar i hovedet, har jeg endnu. Og mere til.

Jeg er det stærkeste, lykkeligste menneske i verden.