I tre uger har jeg ikke fået sex. Præcis tre uger i dag. I mit gamle liv med eksmanden eller en hvilken som helst af mine kærester havde det bare været tæt på standard, men i det her nye liv er tre uger en ørkenvandring. Det mærkelige er, at det ikke rigtig gør noget.

Siden han rejste sig fra min sofa med våde øjne, tog sine tshirts og sokker fra mit skab, tøvede en halv time i min gang og lagde nøglen på kommoden, før han gik ned og kørte sin vej uden at sende de vanlige fingerkys op til mig i vinduet, har jeg haft ondt i hjertet og sjælen.

Pause.

Det kalder vi det. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, jeg ved bare, det er meget bedre end at slå op, men helt enormt meget værre end at være sammen på svære vilkår. Vi ér ikke sammen. Men det kommer. Det er vist pointen med pause. Og når vi ikke ses, kan vi jo ikke have sex.

Men der er sket noget med mig. Hver gang min krop gør en lillebitte indsats og bliver opmærksom på, at der faktisk er lir i den bog, jeg læser, at der er folk, som knalder i fjernsynet og venner og veninder, der deler deres erfaringer med mig. Hver gang jeg bliver mindet om, at sex da er meget rart, et basalt behov, og at det faktisk pludselig er blevet noget, jeg ikke har, så sker der noget.

Jeg kommer i tanke om ham. Jeg husker ham. Og jeg husker sidste gang, og gangen før, og første gang, og alle de gange vi har haft sex. Jeg husker al den intimitet og nærhed, vi har delt med hinanden med bløde tunger og spændte hænder, med kys og med nus og stor selvfølgelighed.

Og så forsvinder al lyst ud af mig. Så sidder jeg tilbage med et hul i hjertet og kan kun mærke, at han ikke er der. At jeg ikke har ham. Og at sex slet ikke er vigtigt. Så bliver jeg bare ked af det og mister lysten til andet end at holde ham i hånden og lægge armene og min krop om ham og passe på ham og lade ham passe på mig.

Tre uger. Jeg tæller videre.