Ind imellem tænker jeg med fornuften, at det jo fandme er alt, alt for naivt med ham og mig. Hvordan havde jeg dog forestillet mig, det nogensinde kunne lade sig gøre at blive kærester med en mand, som netop har fået et barn, og så bare være i det med alle de følelser af uro, udenforhed, afsavn og ubalance, som dét medfører?!

Mit hjerte er klogere.

For når jeg sidder stille og ser ind i brunt funklende øjne, som lover mig alt. Når han lægger hovedet tilbage og griner højt ad noget, som resonerer i hans kloge hjerne. Når jeg ligger i sengen med hans arm om min ryg og mit hoved på hans skulder, og jeg kigger op på hans profil ud imod verden, på håret og panden, bryn og næse, skæg og så fine læber, som er så meget mørkere end mine og gemmer på et smil, der sætter mit hjertes takt ud af drift, og jeg bare lytter til, at han larmer som et savværk, men har det roligste hjerteslag, mister jeg fuldkommen pusten. Ro og balance og tro…og lykke.

Hjertet ved det. Jeg er præcis, hvor jeg skal være, og alt lader sig gøre.