Forleden gik jeg ind på en lillebitte café, som kun har kaffe to go i små, tykke papkrus. Her bestilte jeg en cortado, som er min yndlingscafékaffe. Lille nok til ikke at skvulpe i maven. Stor nok til at nyde i mere end to minutter. Perfekt balance mellem stærk kaffesmag og rar mælkeblødhed.

En venlig dame med kragetæer om øjnene tog imod bestillingen. Og ved espressomaskinen spurgte hun mig midt i bevægelsen med at hælde og stampe kaffen i filteret, hvilken slags mælk, jeg kunne tænke mig at få i kaffen. Jeg kiggede åbenbart helt blankt på hende, for hun rettede sig op og så venligt på mig. “Sødmælk, letmælk, mini?”

Helt uden betænkning svarede jeg damen med mundvigene på vej op til kinderne. For jeg ved, at kaffens bitterhed går godt i spænd med det fede i mælken, og det er ikke så tit, jeg køber kaffe ude, så jeg kunne da godt lige. Og i øvrigt hælder jeg jævnligt fløde i kaffen hjemme. Jeg bad om sødmælk med bestemt mine.

Den venlige dame smilede bredt og sagde, at der ikke var nogen forskrækkelse dér. Altså angst for fedt og kalorier. Jeg løftede hagen og svarede nej. “Der er bare nydelse,” sagde jeg til det rare ansigt og følte egentlig lidt, at jeg kunne have været med i en reklame for dyr vin.

Kaffen blev færdig, kruset blev fyldt, og damen vendte sig atter mod mig. Hun så forventningsfuld ud og kom med et sidste spørgsmål. Om hun måtte drysse chokolade på toppen?

Afgjort.