Min far var syg med cancer i to omgange. Første gang var han indlagt et års tid og fik kemo lige ind i brystet, og da blev han rask igen. Anden gang var han ikke så heldig, og han døde en ellers fin dag i maj måned med kone og børn omkring sig, og jeg holdt ham i hånden og blev ved med at tale, så det sidste, han fik med herfra var ‘Vi elsker dig, vi elsker dig, vi elsker dig…’ 

Vi havde slet ikke regnet med, det skulle gå sådan.

Jo, han var blevet stakåndet og lidt svagelig, men dårlig form, klassisk dansk køkken med fløde og kød og fyrre daglige smøger i fyrre år skulle vel nok kunne mærkes, tænkte vi og foreslog daglige gåture og lidt flere gulerødder på tallerkenen. Men så gik han til lægen, de tog nogle blodprøver og så, at den var helt gal. KOL var der i lungerne, men det var sådan set ikke slemt, og slet ikke det, der var problemetProblemet var buldrende leukæmi, og det var et ret stort chok.

Ikke mindst for min far, som vist havde tænkt, han var en slags udødelig. Han havde arbejdet meget og sparet op og gjort ved, og nu skulle firmaet sælges, det blev solgt, overskuddet var betragteligt, og et flot otium stod lige foran. Men så døde han.

I begge omgange med sygdommen betød risikoen for at gå glip af alting, at han lærte noget. Han opdagede, at det der med, at han havde arbejdet så meget, havde givet ham masser af glæde, men som han sad der for bordenden foran os alle, da han var ved at blive rask efter et slidsomt forløb, sagde han, at arbejde ikke er det vigtigste. Det måtte vi ikke tro, for familielivet er det, der tæller. Arbejde er en glæde, og det er vigtigt, det er en god del af ens samlede liv, men den ægte værdi ligger i familien. Og så gav han os en fælles rejse til Mallorca som tak, fordi vi havde været der for ham med omsorg, støtte og praktisk hjælp.

Vi sagde ih og åh og tak, men jeg forstod aldrig, at vi skulle have en særlig tak for noget, der var så selvfølgeligt for resten af os. Det var vores far; naturligvis skulle vi være der. Og det var vi også i anden omgang. Selvom alt havde ændret sig.

For da han blev rask, genoptog han mange gamle vaner. Jeg har al forståelse for, at de ting, man forbinder med at være syg, godt må lægges langt, langt væk, sådan at alle de ting, man forbinder med at være rask, kan få plads i livet igen. Og jeg er vist den eneste i familien, der ikke vendte øjne og rystede på hovedet, da han hev Cecil med hjem fra Brugsen hver dag igen. Jeg forstod godt, at rygning hørte til raskhed, mens ingen røg hørte til det at være syg. 

Jeg tænkte mere på det, han havde sagt, den indsigt, han havde fået. Det kan godt være, jeg skulle helt op i slutningen af 20’erne, men nu havde jeg da den far, jeg ønskede mig; ham, som vidste, at det nære, det varme, familiens fællesskab var det centrale. Og jeg nød det, for vi var helt enige. Endelig!

Men smøgerne var ikke den eneste vante gænge, der røg ind igen. Arbejde gjorde også, og jeg så min far gå fra familiefokus til det fokus, som lå så langt fra mig og mine søskende. Ugentlige telefonopkald blev til månedlige, og når vi var på besøg, sad han ofte på kontoret og skulle lige ordne noget. Han gik tilbage til at vise omsorg ved at overføre en plov i ny og næ, fordi jeg var på SU, og han godt vidste, det var stramt. Jeg var aldrig i tvivl om, at han elskede os alle sammen, men det er en af de største skuffelser i mit liv, at han gik tilbage på sit ord og blev arbejdsfar i stedet. 

Jeg kan mærke, det sidder dybt i mig. Jeg har har haft jobs, jeg ikke gik op i, og de var nemme at lægge fra mig efter fyraften. Og jeg har haft jobs, jeg var dybt lidenskabelig om, og de var svære at lægge fra mig efter fyraften. De var i det hele taget svære at holde fyraften fra. Meget af det, jeg lavede på mit gamle arbejde, og meget af det, jeg skal lave på det nye, er ting, jeg alligevel elsker at lave. Arbejdet med sprog, korrektur, skrivning, kreative kommunikationsløsninger – jeg elsker det, det er sådan noget, der giver mig glæde og tilfredshed, som gør mig glad.

Alligevel er jeg klar over, at det kun er en del af mit liv. Det er ikke mit liv. Mit liv er dem, jeg elsker. Det har min far lært mig.