Når den ene lige er i gang med at vikle sig forsigtigt og nænsomt ud af noget langstrakt, som nok holder op nu og her, men alligevel er vedvarende, og den anden for længe siden har afskåret et bånd til nogen, har haft små bånd til andre, men ikke engang gidet beholde stumperne af dem, er der en ubalance.

Når den ene er sindig og jysk med langsom ro i sjælen, og den anden er ivrig og begejstringsklar og hurtigt i toppen af helt ude over skalaen for kærlighed og hengivenhed uden forbehold, er der en ubalance.

Når den ene er verdens dejligste mand, og den anden er mig, er der så åbenbart en ubalance. En ret udtalt ubalance. Som slider i og tærer på begge mennesker, men mest den anden, som var klar, da der blev hvisket ‘go’ fra universet og den ene.

Den ene er ham, jeg elsker, og den anden er jo mig. Som er ramt af ubalancen hele tiden. Altid skærer det i mit hjerte, at vi ikke er samme sted. Altid skærer det i min sjæl, at jeg usikres og panikkes, fordi jeg glemmer, at jeg godt véd med fornuften, at han ér min. Altid glemmer min mest slidte muskel, at vi jo hører sammen, og at han også synes dét.

Heldigvis er jeg ikke særlig holdbar. Jeg blir sprød og skrøbelig og knækker med et smæld, der giver genlyd og sætter sving i hans trommehinder, så han tropper op og ser på mig under de utrolige øjenvipper, siger ‘Hvad er det med dig?’ og forsikrer mig om, at han jo altså ér lige der, lige her, lige hos mig i mit hjerte. Og så går det hele igen.

Indtil næste gang. Før eller siden lander vi nok i noget stabilt. Hvis for eksempel jeg gør.