I 2002 udkom Jakob Ejersbos roman Nordkraft med en flot forside med billedet af en aftenhimmel efter solnedgang. Blå for oven og med de sidste stråler af lys bag skyerne. Limfjordens mørke vand fylder i forgrunden og i midten af det hele ses Aalborgs bygninger i silhuet. Forfatterens navn var rødt, titlen stod med versaler, og jeg lånte min fars udgave af den.

Han sagde, den havde gjort stort indtryk på ham, og jeg havde ikke hørt om den, men tænkte, at den kunne jeg da nok prøve at læse. På bagsiden stod, at den handlede om unge, der følte sig udenfor.

I 2002 var jeg i begyndelsen af 20’erne, og jeg var vel egentlig ovre den alder, hvor min far mente, man kunne føle sig udenfor og ramt af ungdommens evigt gældende Weltschmerz. Egentlig har jeg altid tænkt, at min far slet ikke forstod den form for ungdomssmerte i livet. Han virkede så konform. Havde altid gjort det, som forventedes af gode, ordentlige mennesker. Og så stak han mig den bog i hånden.

Jeg læste den og elskede den med det samme. Jeg har aldrig smuglet hash ud af Christiania, dengang havde jeg end aldrig prøvet at ryge det, og jeg aner stadig ikke, hvor i alverden jeg skulle henvende mig, hvis jeg skulle købe noget. Men det med at stå ved siden af Alle Andre I Verden og mærke, at de bare ikke forstod, hvad det handlede om, hvem man var, hvad man ville, hvorfor alting i én endte i spørgsmålene hvorfor og hvordan. Dét kendte jeg godt.

Selvom jeg ikke var indlagt som Tilde og hverken fixede eller stjal, så syntes jeg, at jeg ikke passede ind. Jeg var umoden, væltede rundt i livet og lod andre bestemme over mig. Følte, at livet løb fra mig, og jeg var ked af det. Jeg har aldrig været så voksen som dengang, og jeg har da aldrig været så lidt mig selv. Jeg var min fars datter og min kærestes kæreste. Jeg prøvede at leve op til normer, som jeg tænkte, folk satte dem for mig. Jeg arbejdede og var fornuftig, men havde det ad helvede til. Og ingen forstod mig. Jeg røg ikke hash, og jeg drak ikke bajer, og jeg stak ikke af på de mange måder, som dem i Nordkraft gjorde det. Men jeg drømte om det. Blot turde jeg ikke. Jeg havde ikke modet og nerverne til det dengang. Jeg gik bare og havde ondt i livet og var ked af, at ingen – slet ikke min familie – da forstod mig.

Alle i min familie er voksne, og det har de altid været. Hver og én er de præget af fornuft og træffer de nødvendige valg og handler klogt efter omstændighederne. De er meget regelrette og gør alle de rigtige ting. Min far mest af alle. Og jeg har kæmpet meget og til sidst måttet træffe nogle alvorlige valg med hjertet og høje omkostninger for at slippe det åg, jeg følte, de lagde på mig. Når jeg prøvede at forklare, blev jeg mødt af ‘jamen’ og formaninger om det kloge i deres måde at gøre tingene på.

Nogle år senere blev bogen lavet til film, og jeg fik den på dvd af min fars kone. Hun havde en eller anden forbindelse til nogen i filmbranchen, og hun gav mig både fribilletter og et par plakater oveni. Steso hang på min væg i årevis, som om han var forsanger i et boyband eller helten fra en eventyrfilm. I bogen dør han af en overdosis, fordi han har et lorteliv. Han er intelligent, men utilfredsstillet. Hans far er flink og vil hjælpe, hans mor ser ned på ham, når hun ikke bare ser udenom. Hans venner er mennesker, han bruger, så han kan få sine stoffer. Han er ikke en antihelt, han er bare en stakkel. Og han hang på min væg så længe, fordi jeg forstod ham.

Måske var det en slags forståelse, når min far pegede mig i retning af Nordkraft. Måske var det, fordi han så, at jeg havde ondt, og ville vise mig, at jeg ikke var så alene om følelsen, som jeg troede. Måske var det en anerkendelse af, at jeg havde det svært, og hans måde at vise, at han alligevel godt forstod, at frit valg på alle hylder giver svære vilkår med evige fravalg og kæmpe ansvar, hvor hans eget liv var defineret af de vilkår og manglende muligheder, han havde. Måske var det til skræk og advarsel. Måske blot en god historie. Hvad ved jeg.

Jeg lånte min fars bog flere gange, og jeg havde den med på et udlandsophold, fordi den var så stor en del af mig i en periode. Siden har jeg købt min egen udgave, og nu er det slet ikke lige så presserende at læse den igen og igen. Ikke bare fordi jeg kender historierne og personerne, og ikke bare fordi jeg selv er et helt andet sted, men fordi det vigtige er at have den. At se den stå i reolen og vide, at jeg ikke længere er utilpasset og går lidt til højre for alt andet i verden, men er en del af den med alt, hvad jeg er og har valgt at være. Og fordi bogen rummer vigtigheder. Ejersbo vidste det også; det er kærligheden, der skal redde os. Kærligheden der får os til at rette os op, trække vejret og fortsætte. Får os til at vælge fællesskab og gode ting frem for fortabelse og ensomhed. Uden kærlighed går vi til. Det står den gule paperback i min reol og fortæller helt uden at sige noget.

Seks år efter udgivelsen ringede min far til mig en solskinsdag i juli og fortalte, at Ejersbo havde sluppet sit tag i livet og overgivet sig til kræften. Men først nu, mange år senere, ved jeg, at min far og jeg havde en stærkere forbindelse til hinanden over den bog, end jeg troede. Jeg forstod aldrig, hvad det var, der ramte ham, når det gjaldt Nordkraft. Og jeg håber så inderligt, at han aldrig for alvor forstod og indså, hvad det var, der drog mig tilbage til den igen og igen. Hvis han har forstået det, må det have gjort ham ondt langt ind i sjælen, at hans yngste datter syntes, han var en dårlig far, som ikke fattede en brik, og det kunne jeg godt drømme om, at han er sluppet for. 

Min far døde, før jeg fandt mig selv. Han slap selv taget i livet og overgav sig til kræften, midt imens jeg arbejdede på at slippe mine tanker om, hvad andre måtte forvente af mig, midt imens jeg vaklede og stille fandt mine egne ben i livet. Han så mig aldrig blive den, jeg er i dag, den ægte mig, som stadig kan have det svært med livet, ikke fordi jeg har det svært med mig selv og de andre, men bare fordi livet nogle gange er svært. Hvis jeg troede på himlen, ville jeg tænke, han sad deroppe og var godt tilfreds nu. Fordi jeg er blevet mig. Endelig.