Jeg ringede til min mor, som jeg altid gør et par gange om ugen. Og jeg fortalte, at jeg ikke kommer hjem næste lørdag.

Jeg skulle til frokost og kaffe og gåtur og aftensmad, men det går ikke.

Jeg blev overmodig og sagde ja til at tage med til en vens fødselsdag i lørdags. Det var dejligt, det var sjovt og skønt at feste. Jeg kom hjem klokken 3 og var træt og havde tømmermænd søndag, og nu betaler jeg med ikke at kunne noget tre-fire weekender i streg.

Det virker ikke rimeligt. Og min mor blev skuffet og ked af, at jeg ikke kommer. Og træt af, at jeg har det sådan.

Her i foråret er det to år, siden jeg første gang gik til chefen og så til lægen og derefter hjem med stress. Og stadig er det så svært og op ad bakke.

Jeg har en god hverdag. Mit arbejde er dejligt, og jeg kører glad derhen hver morgen. Og på de svære dage gør arbejdet alting lidt nemmere. Jeg ler mig igennem dagene og arbejder og kæmper og arbejder.

Nogle af mine opgaver er mig ukendte på den måde, at jeg ikke ved helt, hvordan jeg kommer frem til resultatet, og jeg mærker straks, at min krop kvitterer med hjertebanken, frustrationsgråd i halsen, tankemylder og lange nætter med åbne øjne.

Jeg samler mig, trækker vejret, rejser mig og går til chefen med mit ‘hvordan’ på en stemme, der helt falsk tvinges rolig. Jeg giver mig og piver i hjertet, men jeg løfter panden og prøver at vide, at jeg godt må have svært ved at opfinde dybe tallerkner, når jeg kun har fået vist en gaffel og en kagerulle. Jeg gider ikke være syg igen, men det er ikke gratis at lave om på indlært panik og evnen til at løbe spidsrod i sjælen og slippe, når alt til sidst er stjerner og prikker for øjnene, og man er nødt til at overleve.

Jeg overlever ikke bare. Jeg lever! Jeg insisterer på, at jeg har lært noget og ved bedre. Så jeg hanker op i mig, øver mig i at spørge og være i panikken, fordi jeg ved i mit hoved, at dén ikke har tænkt sig at slippe endnu. Og så tager jeg højde for alt det andet, tager hensyn, giver plads, ro og tid. Glemmer det og gør for meget. Går i knæ og starter forfra.

Min mor ser mig ikke næste weekend, og hun var lige ved at græde, da jeg sagde, at der er en reel mulighed for, at jeg aldrig mere bliver i stand til at tage en tur hjem lørdag/søndag og så være i stand til at passe arbejdet hele ugen efter. Hun er så ked af det på mine vegne og synes, det er urimeligt, det kan vare så længe og være så svært, når hun slet intet kan gøre for at hjælpe sin lille pige. Jeg bliver rørt, fordi jeg også er så hudløs og langstrakt træt, fordi jeg heller ikke kan gøre ret meget for at hjælpe hendes lille pige.

Jeg venter bare og finder mig i det. Hudløs, træt og ærgerlig venter jeg.