Dengang jeg blev skilt, var jeg tyk og trist. Faktisk var jeg nok noget mere trist end tyk. Men fordi jeg var trist, troede jeg, det var et problem, at jeg var tyk.

Så trist var jeg, at jeg opdyrkede noget snak og fællesskab på skrømt med en mand, som slet ikke var noget for mig, men som engang havde sagt, han syntes, jeg var dejlig, og som jeg vidste kunne lide noget af det samme musik som mig, og så kunne vi jo sige, at vi havde noget til fælles.

En ven af en af min mands venner var han. Og til en havefest et par år før skilsmissen, mens alle dansede i det store telt med kondensblinde plasticvinduer, havde han midt om natten trukket mig med ud i mørket, hen under naboens frugttræ, der hang med lave grene, og her udtrykte han stor hengivenhed og prøvede at kysse mig med sine bøvet tykke læber, mens mine bare fødder blev grønne og dugvåde på det bløde underlag.

Så usikker var jeg, fordi jeg var tyk og trist og talt i gulvet af den mand, hvis navn jeg netop havde sluppet, at det gav mening at tage kontakt til vennens ven igen, fordi jeg måske så havde et eller andet i baghånden, når papirer blev godkendt, flytning overstået, og jeg blev single. Så jeg ikke skulle være tyk og ensom, men kunne være tyk og have selskab og få sex.

Da jeg endelig kom i orden og flyttede, var vennens ven rykket til hovedstaden, og jeg blev endnu mere trist. Min eneste chance nogensinde var væk! Troede jeg. Indtil en weekend, hvor jeg fredag aften stod med en fadøl på en irsk pub og dagen efter vågnede i en fremmed seng.

Og så løb der hurtigt ret meget vand i åen.

I dag er jeg ikke trist. Jeg er heller ikke tyk faktisk. Og vennens ven er blevet min ven nu, fordi jeg har set ham et par gange i andre sammenhænge. Og fordi jeg ikke kom til at udnytte ham. Det er ret godt sådan.