Jeg er en rastløs sjæl, og jeg har svært ved at finde ro i mit liv. Fra tid til anden tror jeg, jeg har fundet ud af, hvad meningen er med det hele. Et formål, et purpose, noget, der har betydning. Så går der noget tid, og jeg indser, at det ingen mening giver. Og så er jeg blank og rastløs igen. Går fra visheden om, at han og jeg og job og børn og fælles fremtid med familie er Meningen til visheden om, at jeg er alene i universet og selv står for alting.

Når jeg får det sådan, er det svært ikke at dyrke rastløsheden, og jeg spørger mine venner, hvad meningen er med livet. Dybest set tror jeg ikke, der ér nogen. Det hele er tilfældigt, og vi bliver skubbet rundt i universet af små og store ting, der sker uden mønster eller mening. Det er op til os selv at skabe noget indhold, noget, der betyder noget.

Så spørger jeg min veninde, om det giver hendes liv mening at have to børn og en familie. Hun svarer, at hun aldrig rigtig overvejer det med mening, og tilføjer, at jeg altid har søgt meget mere end hende. Og hun har ret. Jeg elsker hende, jeg respekterer hende, og jeg misunder hende. Jeg ville ønske, jeg kunne undlade analysen, de dybe tanker, ønsket om indsigt og mening, og bare være til. Vide, hvad jeg vil, sætte mål og nå dem, få ro på mig selv. Som folk omkring mig gør med koner, mænd, børn, hunde, parcelhus og hækklipning om lørdagen. Men jeg får panikangst og åndenød ved tanken.

I Orange Is The New Black er der en sød pige med, som hedder Lorna. Hun er måske lidt smådum, men hun er god og vil gerne alle det bedste hele tiden. En dag blev hun beskrevet af en af de andre karakterer, som sagde “She’s a rash girl, all heart and tits – and no brain!”

Det er sådan, jeg føler mig. Jeg overtænker alting hele tiden, men det er ikke brains, det er evig kværnen i de samme cirkler om ting, der allerede er sket. Ikke noget, jeg bliver klogere af. Til gengæld er mit hjerte med i alting. Det er altid hjertet, der bestemmer, hvad jeg kaster mig ud i. Hvem jeg kaster mig ud i. Hvor jeg kaster mig ud. Og det er altid med hele sjælen bag mig, helt uden omtanke eller fornuftige overvejelser.

Lige nu står jeg på kanten af et udspring, jeg ikke ved, hvad er. Jeg kan ikke se det for mig, jeg kan bare mærke, at det er der. Jeg ved ikke, hvad vej det går, om det er op eller ned eller hen eller ud. Men jeg vil det så meget, at mit hjerte slår så hårdt, at det ses gennem trøjen. Jeg vil det så meget, at jeg får blodsmag i munden af anstrengelse, fordi jeg strækker armene så langt ud efter noget, jeg ikke kan nå.

Det gør ondt i min sjæl, at jeg ikke kan se vejen frem. At jeg ikke kan mærke, hvad vej jeg vil, hvad jeg vil nå, hvor jeg skal hen for at nå det. Jeg står på kanten med bøjede knæ og spændte lår, armene strakt op og en dyb indånding i brystet.

Hvorhen?