Ikke så skideinspirerende, vel…

Man hører tit, at stor kunst bliver skabt af stor smerte, og jeg synes jo ikke, det her er særligt stor kunst, men jeg kan godt mærke, at det er markant nemmere at skrive op og ned, når jeg har ondt i hjertet. Det er jo ikke helt vildt spændende, at jeg bare går rundt og har det godt.

At jeg ligger under hans dyne søndag morgen og putter mig i duften af og varmen fra ham, mens han henter croissanter. At han kommer og lige holder om mig en halv time, før vi laver kaffe og kommer videre i dagen. At han hælder cider på min sløje krop fra middagsstunden, så jeg kan blive klar til sidste dag på festival. At jeg to timer senere tilfældigvis ser ham på gågaden, da jeg går til bussen, og jeg opdager, at hans gensynssmil er mindst lige så bredt og varmt som mit, selvom hans mund er så bittelille i forhold til. At han var lige så ærgerlig over at slippe mig igen, som jeg var over at slippe ham. At han blev skuffet, da jeg sagde, jeg sov hjemme, fordi min veninde var der. At han henter mig, når jeg har tømmermænd, og køber junkfood til mig. At han får mig hel i seng og op igen.

At alting lige nu bare er helt vildt godt. Vi er på samme side, vi er enige om, hvordan det hele er lige nu. Vi sover sammen, vi kræver ikke mere, nogen af os, vi har en time eller to før sengetid, vi har morgenerne, vi har kys og kram og dejlighed. Og ro. Vi har hinanden.

Jeg stod foran 80’ernes konger på en mark søndag aften og hørte dem synge “This is our time” og savnede ham, så jeg fik en mavepumper, og sendte ham en sms, som han forstod. At det ikke handlede om, at vi burde eller skulle være der begge to, eller at ting og vilkår er trælse og svære for os, men handlede om, at jeg oplevede noget dejligt, som jeg helt vildt gerne ville dele med ham. Han svarede, at vi skal lave alt muligt andet sammen og sluttede af med masser af hjerter på teenforelskelsesmåden.

Alt er godt. Uanset om det er kunst.