I dag har jeg taget arbejde med hjem. Fordi jeg lige sad og var midt i noget, da klokken var mange, og de andre begyndte at gå. Og min hjerne var ligesom gået i hak og kunne ikke helt komme videre, så jeg sad og læste de samme ord med fingrene på de samme taster igen og igen. Men jeg ville så gerne være færdig og få det ud af verden og videre til kollegerne, så de kan gøre deres, og det kan blive til noget rigtigt.

Og jeg skulle bare liiiige.

Have luft. Få ro. Finde den rigtige tanke. Det virkede forleden, hvor jeg helt uden at have papirerne med mig bare fik en masse fra hånden i mit søndagstøj i sofaen, da jeg kom inden for døren helt energisk.

På vej til bussen gik jeg med det store smil, tænderne ude i luften og næseborene helt udspilede og fulde af luft, men i bussen blev jeg flad, og da jeg kom hjem, var jeg bare træt og sur og gal og ked af det. Så jeg lavede mad og tænkte, jeg lige kunne sidde lidt og så arbejde.

Efter maden og efter jeg havde siddet lidt, mærkede jeg, at jeg hellere måtte sidde lidt mere og med en kop te og en kage. Og så kunne jeg også lige se et afsnit mere af min serie, mens jeg sad med mere te. Og nu er aftenen gået.

Jeg ligger på sofaen med mit hæklede tæppe og ser på en skærm fuld af mennesker. På min anden skærm er der også fuld af mennesker, og de laver alle sammen noget. De taler sammen. De fester sammen. Går ud sammen. Går ture sammen. Har liv sammen.

Og så ramte det mig lige i det bløde punkt i maven.

Jeg ved godt, jeg får det fint om noget tid. Jeg er klar over, at denne her kurve af udmattethed hver uge kommer til at blive mindre og mindre. Jeg tackler det konstruktivt, jeg tænker pyt, jeg trækker vejret, jeg finder ro i det, jeg kan, så jeg har ro til det, jeg ikke kan, jeg bliver ved og ved og ved, og så går det.

Og en dag ser jeg sikkert, at det er længe siden, jeg sidst lavede en våd karklud med både kroppen og hovedet, når jeg kom hjem, men i stedet har haft mange dage, måske uger, med overskud og glæde og ro i sjælen.

Jeg glæder mig til det. For lige nu føles det fattigt at passe på mig og blot veksle mellem arbejde og hjemme. I det mindste kan jeg mærke, at når jeg ér god til mit arbejde, så er jeg langt bedre end mange andre.

Jeg skal bare liiiige.